Den Store Bijuu Guide

[Katsurou]

Det Avancerede Bijuu Opslagsværk

Historien bag de Ni Bijuu (Tailed Beasts) fra den originale japanske legender. I denne guide vil der være detaljeret info om dem, og så vil der blive draget paralleller til Naruto verdenens Bijuu.
Kan muligvis indeholde milde spoilers, men jeg vil forsøge at holde dem på et minimum. Jeg kan sige så meget, at nogle af Naruto verdenens Bijuu og deres Jinchuuriki bliver afslørede, samt nogle af deres evner.

Note: Det er vigtigt, at jeg lige tilføjer, at Masashi Kishimoto har taget sig en del kunstnerisk frihed mht. denne legende og væsnerne der spiller en rolle i den, så jeg vil både fremvise oprindelige informationer og hvordan han har tilladt sig at tolke dem.

Legend of the Tailed Beasts

Ifølge legenden, så blev hver af naturguderne forseglet i et elementalt tempel. Ud af de ni Bijuu, var fem af dem naturguder. Disse var Shukaku (Vind), Kyuubi (Ild), Isonade (Vand), Raijuu (Lyn) og Kaku (Jord).

I The Legend of the Tailed Beasts, blev de fem naturguder forseglede med de såkaldte ”Tools of Power” (法器). Det er ikke dem alle der er kendte, og det de er blevet oversat til er muligvis ikke helt korrekt, men de ser alle ud til at minde om en form for beholder der kan holde dem indespærret (kedel, fængsel, alter)
The Tools of Power stammer fra The Eight Immortals (暗八仙) fra den kinesiske mytologi. De er guddommelige skabninger, hvis individuelle energi kunne overføres til hvert Tool of Power, som er i stand til enten at give liv eller destruere ondskab. (Kun fem af disse dukker op i Legenden, og det er muligvis en varieret version af den)
The Immortals er følgende:

He, the Immortal Woman (He Xiangu)

Royal Uncle Cao (Cao Goujiu)

Iron-crutch Li (Li Tieguai)

Lan Caihe

Lu Dongbin

Philosopher Han Xiang (Han Xiang Zi)

Elder Zhang Guo

Zhongli Quan

Videre med de Elementare Templer:
Der var respektive templer dedikeret til naturbijuu’erne, med Ild Templet som det stærkeste, og disse var spredte hist og pist i Japans territorium.
Selvom Bijuu’erne sov mens de var forseglede, så fortsatte de med at afgive spirituel energi, og kræfterne fra de fem templer gik til den Fem-Halede: Houkou.
Efter Yamata no Orochi fik det legendariske sværd, Kusanagi no Tsurugi, fra Kusanagi Klanen, besejrede den Nekomata og Houkou (kig nærmere på det korte referat om Fortællingen om Yamata no Orochi)
Yamata no Orochi fortsatte derefter med at afgive en uhyrlig mængde mørke kræfter, for at kunne vække de fem forseglede natur Bijuu og bringe kaos i verden.
Den endte med at kæmpe mod den Bijuu der havde gjort sig værdig til titlen “Bijuu’ernes Konge”: Kyuubi no Youko. Fordi den har en uendelig mængde chakra, endte Yamata no Orochi dog med at blive besejret.

[Katsurou]

一尾 | 守鶴 –
Den Én-Halede (Ichibi), Shukaku

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts： Shukaku er en Bijuu i form af en mårhund (Tanuki, i japansk mytologi). Før i tiden var han en præst der levede i Nara Ørkenen. På grund af Yamata no Orochi’s løsslupne mørke kræfter, og et hårdt angreb af vind og sand, blev han forvandlet til en ånd i form af en mårhund. Han havde en legesyg og ekstravagant personlighed, samt et ret aktivt seksuelt liv, meget lig Tanukiernes natur. Shukaku lever i sjælene af de folk der blev dræbt af vinden og sandet. Hans violette (blå i animeen) tatoveringer repræsenterer hans titel som Vindens Gud.

Situation i De 9 Guders Krig: Kæmpede 5 gange; 1 Sejr, 3 Tab, 1 Flugt

Vandt over: Sokou

Tabte mod: Raijuu, Nekomata, Isonade

Flygtede fra: Yamata no Orochi

Skæbne: Shukaku bliver besejret af en Nara Munk ved navn Oraga Nakashimu, hvilket også refererer til en type magisk kunst. Derefter benytter munken sig af et Tool of Power ved navn Antler Teakettle (Direkte oversat ”Gevir Tekedel”, hvilket jo lyder vanvittig latterligt), for at forsegle Shukaku i Vind Templet.

Evne: Sandstorme, kan manipulere med vind og sand.

Rang i Bijuu Styrke: 8.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 9.

Symbolsk Element: Vind (Vindens Gud)

Oprindelse / Opdaget: Nara Ørkenen

Rolle i Naruto: Shukaku er præsenteret som reinkarnationen af en Sunagakure præst i serien (hvilket kunne være den stakkels fyr der blev forvandlet af Sandet og Vinden i Legenden).
Før den blev placeret i sin første vært, var den forseglet i en tekedel. Der kan drages paralleller mellem måden Shukaku har det med at leve i sjælene på folk der døde under sandstorme, og tilfældet med Gaara’s mor, hvis kærlighed til sin søn efter sigende beskytter ham gennem sandet. Shukaku har en yderst fremtrædende personlighed. Som de øvrige Bijuu er han temmelig blodtørstig, men har en drilsk natur, der ærlig talt minder om hvad der sker når en mand har fået lidt for meget at drikke. Som Kyuubi, så er han intelligent, men fordi han har det med at fare rundt og hyle, så virker han langt mere useriøs i forhold til sin omverden.

Jinchuuriki:

Shukaku’s tredje vært (Jinchuuriki) endte med at blive Sabaku no Gaara. Ved at bruge Gaara’s mor som offer, blev Bijuu’en forseglet i ham da han blev født. Det hårde liv som Jinchuuriki gjorde Gaara til et koldt og udtryksløst menneske med meget lidt eller slet ingen sympati for sin omverden. Den eneste måde han kunne påvirke sine medmennesker på var med frygt og smerte, hvilket drev ham til en svær psykopati i hans tidlige år.

- Virkning på Jinchuuriki: Det første man ville bemærke på Gaara, er nok randene omkring hans øjne.

Disse er ikke alene forsaget af den søvnmangel, som Gaara lider af (hver gang han falder i søvn, vil Shukaku æde hans personlighed op, og dermed gøre det lettere for sig selv at vriste sig løs fra sin vært. På den anden side vil Shukaku ikke lade sin vært dø mens den stadig er inde i ham, så selvom Gaara ikke sover, så vil Bijuu’en holde ham i live), men er også en direkte referance til de vaskebjørnsagtige mærker tanuki har. Under fuldmånen bliver Shukaku af én eller anden grund ophidset, hvilket også påvirker hans menneskelige vært med en voldsom blodtørst.

Når Gaara ikke længere kan kontrollere uhyret inde i sig, begynder han at komme i indre konflikt med sig selv – hans hoved gør ondt, han begynder at tale nonsens og han bliver ekstremt farlig for sine omgivelser.

Den i forvejen ringe kontrol på aggression forsvinder fuldstændigt og Shukaku’s kræfter begynder langsomt at overtage ham ved, at tildække ham i sand og mutere hans legeme. Bemærk tatoveringerne, som kendetegner Shukaku’s herredømme over Vinden.

Når først halen er dukket op og hele kroppen er dækket i sand, er Gaara drevet til det punkt, hvor den resterende del af hans bevidsthed, blot påminder ham om hvem han skal dræbe.

Udseende:

Shukaku’s materielle krop består primært af sand, så han kan derfor gendanne sig selv i kamp. Han er enorm og har en vældig mave, ligesom tanuki i traditionel japansk mytologi. Den lange hale ser ud til at bestå af mange små haler, hver især dækket af tatoveringer. Han har naturligvis en kraftig kropsbygning og sorte rande om øjnene. Øjnene er desuden gule og pupillen former et kryds med fire prikker omkring.

Virkelighedens modstykke:

Mårhunden er et lille medlem af hundefamilien der har hjemme i de Østlige lande. På grund af sin brede kost, hvilket inkluderer gnavere, frøer, fugle, ådsler, bær, enkelte frugter og endda affald, er den meget tilpasningsdygtig. Selvom de kan tilpasse sig i byerne, har de det bedst i skove og bjergområder. Det er ikke ualmindeligt at se dem i kobler nær landsbyer.
De er ofte benyttet i pelsindustrien, og op til 11% af Japans samlede pelsproduktion stammer fra mårhunde.

Mårhunden, eller tanuki, som den hedder på japansk, har spillet en afgørende rolle i japanske myter siden ældgamle tider. Den mytiske tanuki siges at være drilsk og lystig, men også temmelig naiv og lader ofte sine tanker vandre. Tanukien er ét af de tre dyr der i traditionelle japanske myter er i stand til Henge (forvandling).
Man mener, at nutidens humoristiske afbildning af tanuki blev udviklet gennem Japans Kamakura Æra. Vilde tanuki-hanner har usædvanligt store testikler – en attribut der ofte er overdreven på en komisk måde i kunstneriske afbildninger af tanuki. De repræsenterer frugtbarhed.

På dette billede kan der f.eks. ses to tanuki der benytter Henge til at forstørre deres testikler og benytte dem i kamp.
Tanuki er også kendt for at smide deres transformerede testikler over ryggen i form af en stor krukke, så de kan bruge dem som rejsetaske. De kan også bruge deres testikler eller deres store mave, som trommer – derved frembringer de lyden ”pom poko”.
I løbet af Kamakura og Muromachi æraerne, begyndte nogle af historiene at få lidt mere uhyggelig karakter: de om menneskeædende tanuki. Otogizōshi historien om ”Kachi-kachi Yama” handler om en tanuki der slår en gammel dame ihjel med en kølle, for derefter at servere hende som suppe til hendes uvidende mand. I de fleste historier er tanuki dog fremstillet som ganske harmløse og produktive medlemmer af samfundet. Mange templer huser historier om præste der var tanuki i forklædning.
En populær historie ved navn ”Bunbuku Chagama” handler om en tanuki der narrede en munk ved at omskabe sig til en tekedel. En anden handler om en tanuki der narrede en jæger ved at forklæde sine poter som trækviste, hvilket jo gik udmærket, indtil tanukien spredte begge poter på én gang og faldt ned fra træet. De kløgtige dyr er også kendte for at snyde handelsmænd, ved at benytte Henge på blade, så de kommer til at ligne penge.
Forskellige statuer af tanuki kan findes udenfor mange japanske templer og restauranter, især nudelshops.

Disse statuer har ofte store hatte på og bærer på sake. Statuerne har altid store maver, men det er ikke altid, at de traditionelle, store testikler kommer med.

[Katsurou]

二尾 | 貓又 – Den To-Halede (Nibi), Nekomata

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts: Nekomata er en Bijuu i form af en kat og har dødens kræfter. Denne Bijuu lever i et sted kaldet ”Dødens Skov”, som ligger nordpå i Hokkaido. Han tager skikkelse af en stor, uhyrlig kat med sort pels (ofte fremstillet med sorte, engleagtige vinger) og en lang, kløftet hale. Ørene er en anelse spidsere og hugtænderne er længere. Nekomata er kæledyr for en mægtig Shinigami (Dødsgud) og lever af døde folks sjæle. Han kan påkalde disse ånder for at benytte dem som soldater. Med et tredje øje på toppen af sit hoved, kan Nekomata fortære sjælene.

Situation i De 9 Guders Krig: I et forsøg på at dominere sine fjender, former Nekomata en alliance med Houkou og angriber Kyuubi. De led et katastrofalt nederlag, og Nekomata overlever kun med nød og næppe, fordi Shinigamien formåede at redde den.

Vandt over: Kaku, Isonade

Tabte mod: Kyuubi

Skæbne: Nekomata ender med at blive dræbt af Kyuubi senere, og hans sjæl bliver øjeblikkeligt påkaldt af Shinigamien. Kroppen bliver forseglet af Shinigamien selv, i en helligdom i Dødens Skov.

Evne: Døden; kan kontrollere de afdødes sjæle, såvel som forskellige mørkets uhyrer.

Rang i Bijuu Styrke: 4.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 8.

Symbolsk Element: Mørke (Mørkets Gud)

Oprindelse / Opdaget i: I Hokkaido’s “Djævelenes Skov” (Er IKKE det samme som Dødens Skov)

Rolle i Naruto: I Naruto er det set, at Nekomata (med tilnavnet The Living Ghost) er i stand til at spyde ild (selvom det ikke vides, om dette er en direkte påvirkelse fra Jinchuuriki’en). Ellers vides der ikke meget om denne Bijuu’s personlighed og opførsel, udover den obligatoriske bidskhed. Han lader dog til at have et væsentligt bedre forhold til sin Jinchuuriki end både Kyuubi og Shukaku har til sine.

Jinchuuriki:

Nekomata’s Jinchuuriki er en Kumogakure nin ved navn Nii Yugito (ENDELIG en kvindelig Jinchuuriki!). Ikke meget mere vides om hende, udover det er ret så tydeligt, at hun har ordrer til at være varsom overfor Akatsuki og helst udrydde disse, hvis det er muligt.

- Virkning på Jinchuuriki: Der er ingen tydelige, fysiske påvirkninger på Yugito i stil med Gaara’s mørke ringe om øjnene. En interessant ting er dog, at hendes hår stritter ud til alle sider, når hun lader Nekomata’s kræfter slippe løs, ganske som når en kat rejser børster.



Ganske som Naruto, så er Yugito i stand til at forvandle sig til en mindre udgave af sin Bijuu. Hun bliver omgivet af kraftige chakraflammer og heder alt omkring sig op.



Det lader til, at Yugito har en bedre kontrol over sin Bijuu end Naruto og Gaara har over sine, så det er ikke utænkeligt, at hun og Nekomata har et mere eller mindre symbiotisk forhold til hinanden – i det mindste når det gælder overlevelse. Når først denne bidske djævel er sluppet løs, er det alvor.



Udseende:

I animeen optræder Nekomata som en smidig, flammende kat med blå farve og sorte striber. Frem for at have en kløftet hale, som katten i den oprindelige legende, så ser det ud til, at hver af de to haler har hver sin rod. Ørene er tilspidsede og øjnene er gule og pupilløse.

Virkelighedens modstykke:

Tamkatten er et lille, men meget tilpasningsdygtigt medlem af kattefamilien. Den blev oprindeligt (mere eller mindre) domisticeret af mennesket for næsten titusind år siden, grundet dens formidable egenskaber som skadedyrsudrydder. Grundet sin popularitet - særligt nu om dage - som kæledyr, er det blevet det mest udbredte rovdyr i verden.

Også i Japan spiller denne solitære jæger en vigtig kulturel rolle. Der er for eksempel tale om de såkaldte Bakeneko (har ophav i ordet ”Bakemono”, som oftest er oversat til ”monster” i subs. Bakemono betyder bogstavelig talt ”et væsen der forandrer sig”, hvilket hentyder til formskiftningsevner). Katten er ét af de tre dyr der oftest er forbundet med Henge.
Bakeneko’er har forskellige overnaturlige evner, ganske som ræve og mårhunde, og en almindelig kat kan blive til en bakeneko på flere forskellige måder: Det har længe været en asiatisk myte, at katte får særlige, magiske evner når de når en bestemt alder. Katten skal måske også vokse sig til en særlig størrelse eller få lov til at beholde en særligt lang hale, hvor den til sidst vil splittes i to, og katten vil blive til en nekomata. Det siges, at en nekomata med lethed kan gå på bagpoterne. Den oprindelige Bijuu var en gammel kat og sås til tider i skikkelsen af en tyk, gammel dame.
Denne overtro kan muligvis have haft indflydelse på fremavlingen af en katterace ved navn Japanese Bobtail, som kun har en halestump.

Folk der kendte til denne myte var naturligvis bange for, at deres egne katte skulle forvandles til uhyrer, så de skar deres kattes haler af, for at forhindre en sådan forvandling.

Ved at gestikulere med sin hale (og gå på bagbenene), så kunne en nekomata kontrollere de døde og få dem til at opfylde sine ønsker, måske endda danse for underholdningens skyld. Nogle gange kunne disse katte finde på at æde deres ejere og hugge deres udseende, for så at vente på den næste mulighed. En nekomata har det med at æde de folk den hader, men hvis mennesket har en ondsindet natur, så vil det smitte katten og gøre den mere grusom end den skulle være i forvejen. Når den tid kommer, så vil nekomata’en ikke længere skelne mellem onde og gode mennesker, men fokuserer udelukkende på at gøre skade på personen.

Der eksisterer også mere positive eksempler på nekomata’er i myterne, hvoraf én f.eks. handler om en kat der forvandler sig til en ung pige og bevæger sig ind i et samfund. Denne pige skulle efter sigende have en meget blid natur, en forkærlighed til fisk og en ganske smuk krop.
Ellers har man hørt om nekomata’ers udseende være i form af gamle damer med dårlige manerer, som bringer sygdom og pestilens med sig.

Selvom nekomata’er også kan anden magi, så er deres manipulation det mest kendte trick. Man må tilfredsstille en nekomata med opmærksomhed, mad og respekt, og selvom mange kattes opmærksomhed pludselig skifter fra det ene til det andet, så har de det med at huske, hvem der har fornærmet dem. Man bør jo vogte sig for katte der bærer nag. For at tage hævn, så kan en nekomata kontrollere sin fjendes døde familiemedlemmer, for at hjemsøge vedkommende indtil katten endnu får opfyldt sin vilje.

På trods af, at nekomata’er oftest associeres med det negative, er katte ganske generelt et elsket dyr i Japan. En vigtig kulturel kat er f.eks. den kendte Maneki Neko. Traditionelt, så er denne kat en Japanese Bobtail.

Navnet bliver oftest oversat til ”vinkende kat”, selvom katten i grunden ikke vinker. I virkeligheden løfter den sin pote, for at kalde nogen til sig – akkurat, som vi nu har set Itachi kalde bette Sasuke til sig. Den dér viftende bevægelse med hånden, hvor håndfladen vender nedad (i en vinkende bevægelse ville den vende opad).
Denne kat er traditionelt set yderst lykkebringende, så figurer (oftest keramik- eller porcelænfigurer) er ofte set i både butikker og hjem i Japan. Denne kat har sågar også fået stor popularitet i Vesten. Er kattens venstre pote hævet, så er det for at bringe kunder til, og hvis det er den højre pote der er hævet, så skulle den gerne indbringe penge.

Hvordan myten om Maneki Neko oprindeligt er opstået, vides ikke med sikkerhed – der findes flere versioner af samme historier og mange af dem er fra helt forskellige tidsperioder. Den udgave, som jeg er mest bekendt med, er dén der handler om en buddhistisk munk der i sit tempel får øje på en kat, der kalder ham til sig. Forundret, så kommer munken katten nærmere og undgår dermed en fælde, der var blevet lagt for ham. Fremover blev kattene betragtet som vise og lykkebringende væsner. En interessant fodnote er, at det menes tamkatten blev indført i Japan omkring 600 år efter Kristi fødsel, hvilket er samme periode hvor Buddhismen blev introduceret i landet. Det var almindeligt for buddhistiske templer, at have mindst to katte der skulle holde musene bort fra deres hellige dokumenter.

[Katsurou]

三尾 | 磯憮 –
Den Tre-Halede (Sanbi),
Isonade

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts: Isonade er en Bijuu i form af en haj med et skarpt horn i panden. Han har en mørkeblå krop og tre haler der hver især har tre finner. Han lever i det vestlige Japans dybe vande, hvor han kæmper mod pirater. Hver gang der er gået nogle få måneder, så vil Isonade svømme op til havoverfladen for at få sig noget frisk luft. Men når han gør således, så vil der formes storme, havene vil rase og alle skibe vil blive slugt af ham som mad. Isonade har en fisk ved navn Samehada til at arbejde for sig. Samehada holder sig tæt knyttet til Isonade’s mave, hvor den tager del i hans måltider. Energien fra dette bliver omdannet til chakra og sendt tilbage til Isonade’s krop. Samehada’s kræfter kan dermed forsyne Isonade med fem gange så meget chakra som han oprindeligt har. Det er derfor, at Isonade har en noget nær uendelig chakraforsyning under kamp.

Situation i De 9 Guders Krig: Kæmpede 4 gange; Vandt 2 gange, tabte 1 gang og flygtede 1 gang.

Vandt over: Kaku, Shukaku

Tabte mod: Nekomata

Flygtede fra: Yamata no Orochi

Skæbne: En fisker og en modig kriger fra Yokohama, ved navn Takuma Muramasa, ofrer sig selv for at redde to landsbyer. Ved denne modige handling, så forsegler de Isonade og hans personlige tjener Samehada, med “Tool of Power: Pot of the Shark-named fish”, der var at finde i Vand Templet. Isonade bliver dermed ude af stand til at benytte sig af sin massive mængde chakra og ender med at blive udmattet og forseglet i Vand Templet til sidst.

Evner: Kan skabe vand og kontrollere strømme og tidevandsbølger.

Rang i Bijuu Styrke: 6.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 7.

Symbolsk Element: Vand (Vandets Gud)

Oprindelse / Opdaget i: De Fire Nanju Øer, ved havområdet omkring – Yawagawa.

Rolle i Naruto: Enhver der læser denne legende vil jo naturligvis gispe og pege på Kisame. Det er da også denne umiddelbare logik der fik en stor del af fansene til, at holde på ”Kisame er Jinchuuriki” teorien før Naruto verdenens Sanbi blev afsløret. Jeg må da også indrømme, at jeg nikkede med i den periode. Umiddelbart gav det hele jo mening, både i forbindelse med Samehada og med Kisame’s enorme mængder chakra. Det kunne jo også give et svar på ét af de mest kryptiske spørgsmål i hele Naruto universet: ”Hvorfor er Kisame blå?”
Med Jinchuuriki teorien, så kunne alle brikker endelig falde på plads og vi ville få et svar på, hvorfor den mand har skarpe tænder og gælleagtige markeringer på kinderne.
Som fodnote kan det nævnes, at Nanju, som er navnet på øerne Isonade blev fundet ved, også er navnet på Kisame’s Akatsuki rang – det står skrevet på hans ring.

Hvorfor fejler dette så?

Nu vil jeg henvise læserne til den allerførste note jeg skrev i denne guide: Kishimoto følger ikke legenden 100%, og det er Kisame et (endnu) levende bevis på. Kishimoto har utvivlsomt hentet en helvedes masse inspiration til sin karakter udfra Isonade, men ellers ser de to ikke ud til at have forbindelser med hinanden (og dermed forbliver spørgsmålet, ”Hvorfor er Kisame blå?”).
Efter at have benyttet legenden om Isonade til Hoshigaki Kisame, måtte Kishimoto finde en alternativ løsning til Naruto verdenens Sanbi. Dette endte med at blive en enorm, tre-halet skildpadde.

Meget lidt om dennes personlighed vides. Ulig de andre Bijuu vi indtil videre havde set, så havde denne ingen Jinchuuriki, og det blev nævnt, at den heller ikke var specielt intelligent. Uden en vært at kanalisere sine kræfter igennem, var den ikke kløgtig nok til at kontrollere dem ordentligt. På trods af at tage skikkelse af en skildpadde, så var den temmelig hurtig. Andre evner er endnu ukendte.

Jinchuuriki: [/b]

Da vi stødte ind i Sanbi, så havde den ingen Jinchuuriki, men der blev i chapter 420 afsløret denne lille Kiri-nin, som efter sigende skulle være (eller have været) Sanbi's Jinchuuriki. Mere vides ikke lige nu.

Udseende:

I mangaen optræder Sanbi som en grøn skildpadde med en rød underside. Skjoldet er pigget og underkæben meget fremtrædende. Den ser ud til kun at have et enkelt aktivt øje der er rødt og gult.

Virkelighedens modstykke: Først og fremmest vil jeg slå noget fast: JA, hanhajer har to peniser og ingen ved hvorfor.

Lad os fortsætte.

Hajen er en strømlignet fisk, der ulig mange andre fisk, har et skelet af brusk i stedet for knogler. Dette gør hajer meget smidige.
Hajer kan forekomme i alle størrelser. Der er arter der kun bliver 22 centimeter lange, mens andre kan blive op til 12 meter. De spiller en vigtig rolle i økosystemet, da de ofte indtager pladsen på toppen af fødekæden – altså såkaldte ”superrovdyr”. De har en stærk lugte- og følesans, der gør dem til yderst effektive jægere. Hajers næser er en yderst fantastisk ting: Da de ikke har behov for at trække vejret gennem næsen, så er de store næsebor udelukkende designet til at lugte med. En enkel dråbe i havet der ligger en mil væk, er ikke noget problem for en dygtig haj. Men de er også yderst følsomme omkring snuden, hvilket gør dem i stand til at sanse elektromagnetiske pulser i havet. De kan mærke strømme og særlige ændringer i deres omgivelser, hvilket kan gøre at de kan "lægge kort" over deres territorium. Desuden kan de mærke når ét eller andet hjælpeløst byttedyr giver sig til at plaske i vandet, ja de kan sågar mærke hjerteslag.
På grund af denne særlige følsomhed, så har visse forskere eksperimenteret med dette område på en haj. Det er ikke til at sige, hvem der startede det, men man har fundet ud af, at mange hajarter bliver helt medgørlige når man nusser dem på snuden! Med kælende bevægelser, så kommer hajen i et næsten bedøvet stadie og står helt stille. Man kan endda manipulere med hajens position og få den til at balancere på din håndflade, indtil den mister sin tålmodighed og svømmer bort igen. Det giver forskerne en glimrende mulighed for at studere hajerne i deres naturlige omgivelser. Enkelte steder har det dog vist sig, at hajerne har fanget idéen og nu opsøger forskere for at blive kælet med.

Hajen er desværre også ét af de dyr, som der har sværmet flest rygter om med hensyn til manisk blodtørst. I virkeligheden har det jo vist sig, at hajer sjældent foretager sig uprovokerede angreb på mennesker – oftest er det fordi de forveksler et svømmende menneske med en sæl eller en skildpadde. Fiskenes intelligens er stadig et meget sløret område - det er først nu om dage, at forskerne har åbnet øjnene op for disse dyrs måder at benytte deres hjerneceller på, så der er stadig meget man ikke ved om hajernes intelligens. Det er generelt accepteret, at nysgerrighed er en vigtig faktor for intelligens; ligesom en killing har trang til at undersøge alting omkring sig, så er hajer også højst nysgerrige dyr og har nærmest en slags trang til at finde ud af, hvad alting nu er, om det så er levende eller ej. Det er måske ikke helt forkert at antage, at nysgerrige hajer ofte er kommet til at slå mennesker ihjel, fordi de lige havde lyst til at prøvesmage dem – for det meste, så står det nemlig sådan til, at hajer bider en enkelt gang eller to, hvorefter de mister interessen og svømmer bort. Menneskekød smager åbenbart ikke de fleste af dem (selvom det nu er meget sjovt at bide i). Men efter film såsom "Dødens Gab" har stærke rygter dog ført til ubarmhjertig jagt på hvilke som helst hajarter, hvilket har gjort langt de fleste af dem til truede dyr.

I Japan, hvor der hersker en meget vigtig fiskerkultur, var hajen naturligvis meget frygtet. Én af Japans mytologiske guder er f.eks. en stormgud, der er kendt som ”hajmanden”.
Der var adskillige myter om mennesker der forvandlede sig til hajer, og selvfølgelig også det omvendte – myterne var næsten helt varulveagtige i deres natur. Det var ikke helt ualmindeligt at høre om hajer, der under særlige omstændigheder var i stand til at forlade deres våde element og træde på land for at terrorisere fiskerlandsbyer.

Det mentes også, at hajernes tænder skulle give en særlig form for styrke til hvem end der bærer dem, oftest i form af en halskæde, men også i form af et våben.

Nu om dage spiller hajen en større rolle i det japanske køkken, hvor hajkød – trods sin skadelighed, grundet tungmetaller – er ret populært. På grund af kontroversielle jagtmetoder, er hajfinnesuppe dog blevet forbudt de fleste steder.

Endnu en interessant ting at tilføje er, at japanernes frygt for hajer var så stor, at kineserne valgte at udnytte det under Anden Verdenskrig. Da de overvejede at bruge et symbol til deres luftvåben, valgte de et dæmonisk hoved af en tigerhaj. Amerikanske piloter fik hurtigt opsnappet denne idé og gjorde det samme, hvorefter de verden over blev kendt som The Flying Tigers (selvom de egentlig burde havde heddet ”the flying sharks”, men amerikanere er ikke så kvikke).

[Katsurou]

四尾 | 鼠鮫 -
Den Fire-Halede (Yonbi),
Sokou

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts: Sokou er en Bijuu der ligner et krybdyr. Det var et væsen der levede tæt ved Fujibjerget, og på grund af giftgasser og vulkanisk aske, blev han forvandlet til et monster der var halv hane og halv slange. Den nedre del af hans krop er slangeagtig, naturligvis med fire haler, og den øvre halvdel er haneagtig. I stedet for at gå oprejst, så kryber han henad jorden, akkurat som en skorpion. De fleste af hans kropsdele har en orange farve. Alt omkring Sokou bliver forgiftet og dør. Ifølge Legenden, så går Sokou til tider i hi i Fujibjerget, og hans snorken får vulkanen til at bryde ud.

Situation i De 9 Guders Krig: Kæmpede 4 gange; Tabte 3 gange og flygtede 1 gang.

Tabte mod: Shukaku, Kaku, Houkou

Flygtede fra: Raijuu

Skæbne: Sokou var forseglet af en mand ved navn Yamazaki Ishiro, som var mester over dæmoniske kundskaber. Han brugte “Tool of power: Netted Moon Cage” til at forsegle Sokou ved bunden af Fujibjerget, så han til evig tid ikke kan udskille sine gifte.
Evne: Kan skabe og kontrollere dødelig gift, giftgasser osv.

Rang i Bijuu Styrke: 9.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 6.

Symbolsk Element: Gift

Oprindelse / Opdaget i: Tæt ved Tokyo, Fujibjerget.

Rolle i Naruto: Atter har Kishimoto tilladt sig at trække inspiration fra en Bijuu, til én af sine egne karakterer. Beskrivelserne af Sokou minder en smule om Sasori, hvad angår benyttelsen af gift og den skorpionagtige måde at krybe rundt på (i hvert fald når Sasori render rundt inde i sin Hiruko puppet). Som med Isonade og Kisame, så har Sokou og Sasori ingen forbindelse til hinanden, og Yonbi i Naruto verdenen er dermed noget helt andet. Hvad Yonbi er for et dyr, har vi endnu ikke fået at vide, og det er ikke sikkert, at vi nogensinde gør det. Vi har fået meget lidt at vide om dens evner, men efter sigende skulle den være en svær modstander, fordi den er i stand til at blande mange elementer sammen og benyttede dem i sine angreb. Denne evne er ganske sjælden, hvis ikke der er tale om kekkei genkai.

Jinchuuriki:

Yonbi’s Jinchuuriki viste sig at være en unavngivet mand. I chapter 420 fik vi at se, at han er fra Iwagakure. Mere vides ikke lige nu.

- Virkning på Jinchuuriki:

Denne mand har store mørke markeringer under øjnene, hvilket muligvis er en påvirkelse fra Bijuu’en. I denne farvede version, som en kunstner har lavet, er markeringerne røde, hvilket nok er en direkte reference til basilisk-myten (siden høns har rødt hud på deres næb).

Udseende: Ukendt.

Virkelighedens modstykke:

En slange/hane blanding eksisterer af gode grunde ikke i virkeligheden, men i Vesten går et sådant mytologisk væsen under navnet basilisk. Siden helt oldgamle tider, så har basilisken spillet en rolle i myter – den er bl.a. nævnt i Det Gamle Testamente op til flere gange. Dengang var information noget der gik fra mund til mund gennem rygter og fortællinger. Kildekritik var ekstremt svært, fordi folk jo i det hele taget ikke vidste, hvad rejsende havde set og hvorfor tingene var som de var. Nok lyder det komisk nu om dage, at tro på et mangebenet væsen med slangehale og hønsehoved, men dengang var basilisken ret frygtet og ligeså virkelig som både løver og heste.

Der er flere meninger om, hvordan en basilisk bliver til, men den mest populære version handler om, at når en hane bliver meget gammel, så er den i stand til at lægge et enkelt æg. Dette æg vil blive udruget af en slange og dermed bliver basilisken skabt.

Basilisken gik under navnet ”De Mindre Slangers Konge”, så den er til tider afbildet med en krone på hovedet (”De Store Slangers Konge” var naturligvis Dragen, der f.eks. herskede over lindorme og søslanger). Og hvorfor var basilisken så frygtet? Ganske enkelt fordi den har så frygtelig let ved at dræbe. Ligesom Sokou, så kunne basilisken dræbe med sin ånde, da man mente den var giftig, men det mest vanvittige ved den var, at den kunne dræbe med det blotte blik, akkurat som Medusa i de græske myter.

Nogle myter fortæller, at man kan dræbe basilisken ved at vise den sit eget spejlbillede, men som med Medusa-myten, så skulle selv det døde blik efter sigende være i stand til at slå ihjel. Hvis man nu skar hovedet af tingesten og viftede det foran en forsamling, så skulle der nok ske ting og sager.

Mange mennesker i gamle tider holdt jo høns, og selvom de levede med skrækken om, at deres egen hane en skønne dag skulle lægge et æg, så var hanen også et nyttigt dyr: Hanegal skulle efter sigende være i stand til at jage det onde bort. Denne forestilling var meget udbredt, og spor af den kan ses den dag i dag (hvor mange gange har man ikke set haner på toppen af en kirkes spir?). En hane der galer om morgenen, er i stand til at slå en lurende basilisk ihjel. Det skal dog nævnes, at de kløgtige basilisker kan dog finde på at liste sig ind til hanen om natten, hvor den sover, for så at slå den ihjel og dermed holde sig i live.
Den sikreste måde at komme af med en basilisk på, var derfor at sætte en væsel efter den, for væselen er det eneste dyr der er immunt overfor dens blik. Med sine hurtige bevægelser og frygtløse natur, så vil væselen gå efter basiliskens nakke og give den et dræbende bid.

[Katsurou]

五尾 | 彭侯 –
Den Fem-Halede (Gobi),
Houkou

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts: Houkou er en Bijuu der antager skikkelse af en hvid hund med fem lange haler. Hver af dens haler repræsenterer en elemental kraft: Vind, Vand, Jord, Lyn og Ild. De kan forsage katastrofale skader når de bliver brugt. Houkou kan med god vilje godt destruere en del af naturen for, at kunne få fat i kræfterne fra disse elementer. Han kom engang slemt til skade da han og Nekomata udfordrede Kyuubi. Sært nok er Houkou også Illusionernes Gud. Han lever i et gigantisk, oldgammel træ.

Situation i De 9 Guders Krig: Kæmpede 4 gange; Vandt 3 gange, tabte 1 gang

Vandt over: Sokou, Nekomata, Raijuu

Tabte mod: Kyuubi

Skæbne: Efter at have fået et alvorligt sår, stikker Houkou af til én af Japans øer og gemmer sig i et sted nær Kyushu’s Vulkan. Der finder han et gigantisk træ, hvor han kan hvile sig og heale sit sår. Træets nøjagtige position er ikke kendt af nogen.

Evne: Kan angribe ved at blande de forskellige elementer; Houkou er dygtig til dem alle og kan derfor øjeblikkeligt skabe enhver form for naturkatastrofe.

Rang i Bijuu Styrke: 3.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 5.

Symbolsk Element: Illusion (Illusionernes Gud)

Oprindelse / Opdaget i: Nær én af Kyushu’s vulkaner (Formentlig Akase Vulkanen)

Rolle i Naruto: Gobi er én af de Bijuu vi absolut ikke ved noget som helst om. Der er hverken blevet hinted noget om hverken den selv eller dens Jinchuuriki, så tiden vil vise om vi nogensinde får den at se og hvad dens evner vil være. Evnen til at bruge op til flere elementer er blevet set hos Kakuzu, men det er lidt for tilfældigt til, at vi kan bruge det til noget i denne sammenhæng.

Jinchuuriki:

I chapter 420 fik vi denne Jinchuuriki - en Iwa-nin - at se, men mere vides ikke om ham lige nu.

Udseende: Ukendt.

Virkelighedens modstykke:

Tamhunden er et medlem af den brede og tilpasningsdygtige hundefamilie. Den nedstammer formentlig fra ulven, der for små 15,000 år siden blev domisticeret af mennesker.
Siden da har hunden udviklet sig på vidt forskellige måder, alt afhængigt af formål, og grundet hundens sociale og lærenemme natur, så har man fundet mange formål til den. resultatet er blevet, at der er kommet hundredevis af hunderacer, hvis udseende signalerer hvad de er avlet til. Selskabshunde er typisk små (hvilket gav dem det passende tilnavn ”skødehunde”), mens vagthunde er store og robuste.

Japanske hunde hører oftest under spidshundegruppen. Typisk for disse er et ulveagtigt udseende, og gennemgående træk i de japanske hunde er runde hoveder, tyk pels, små ører, brede poter og en hale der krøller op over bagen. Hovedformålet med denne type hund var jagt, særligt på store dyr såsom bjørne. Gennem ekstrem træning var det kun de stærkeste, mest frygtløse og mest intelligente individer der overlevede hverdagen.

Udover jagthundene, nyder en særlig type kamphund stor popularitet i Japan. I modsætning til Akita inu og Shikoku ken, så er Tosa inu’er (der nok oprindeligt var vagthunde) meget store mastiff-typer, der var fremavlet til kamp mod andre hunde.
En interessant detalje der synes at være unikt blandt Tosa-kampe, er at vildskab ikke er ønsket. Hundene må ikke krybe, snerre eller vende ryggen til deres modstander. De må hverken gø eller hyle, og de må ikke flå deres modstander i stykker. Hunde der opfører sig således vil blive diskvalificerede. En Tosa inu vil vinde en kamp hovedsageligt ved hjælp af styrke og udholdenhed, nogenlunde som sumobrydere. De skal tvinge deres modstander i gulvet, til denne giver op. Selvom bid er involveret, ønskes den stærkeste og ikke mest bidske hund. Tosa inu’er er meget skattede og dyre, og vinderen af en kamp vil bære en særlig krans der skal signalere dens mesterskab.

Hunde spiller naturligvis også en rolle i japansk mytologi. Som i de fleste andre kulturer, så bliver hunden betragtet som venlig, modig og bidsk mod sine fjender.
Hunden er også det ellevte tegn i Dyrekredsen, og folk der er født i Hundens år siges at være ærlige, loyale og meget sociale. De er idealister og ret intelligente, men har en tendens til at være pessimistiske, bekymrede og dømmende.

Foran mange japanske templer er der ofte statuer af store, løve-agtige hunde der holder en bold. Disse væsener hedder Koma-inu og det siges, at de holder ondskaben bort.

Koma-inu var baserede på kinesiske tolkninger af løver (shishi), selvom man egentlig ikke har løver i hverken Japan eller Kina. Løver lever, som bekendt, i Afrika og i den sydlige del af Asien. Repræsentationen af løver kom formentlig med de indiske buddhister, da Buddha har det med at blive billedliggjort med to løver der bevogter ham. Da løverne blev tegnede af inderne, så var de selvfølgelig ret stilede, og da kineserne fik øjnene op for disse tegninger, så gjorde de dem endnu mere stilede. Da de jo ikke selv havde løver, så tog de inspiration fra tigere og pekingesere (som var små, kejserlige hunde med udstående øjne). Så man kan nok regne ud, at da japanerne fik snuset lidt til dette væsen, så lignede det knap nok en løve, da de blev færdige med at stile den.
Koma-inu bliver også benyttet i Naruto, hvor Sai vækker dem til live ved hjælp af Choujuu Giga.

Der var også særlige hundeånder i Japan, ved navn Inugami, hvilket bogstavelig talt betyder ”hundeguder”.

For det meste er disse hunde en form for skytsånder, men på grund af deres mægtige kræfter, så har der jo selvfølgelig været mange myter om dem. Inugami er ekstremt stærke, så de har også fungeret som hævnguder og var endda i stand til at besætte mennesker. De kunne handle selvstændigt eller have en såkaldt ”inugami-mochi” (ejere).

Det siges, at Inugami bliver skabt, hvis man begraver en levende hund op til halsen og placerer mad omkring den, som den ikke kan nå. Det ville tage dage før hunden døde, og i al den tid ville ejeren sige til den, at dens smerte ikke var noget sammenlignet med ejerens sorg over at gøre dette. Når hunden dør bliver dens ånd til en Inugami – siden hundens døende ønske var, at få noget at spise, så ville maden omkring dens lig virke som en ofring der skal mildne ånden og gøre den lydig.

En mere specifik legende fortæller om en gammel dame, som ønskede hævn mod en fjende. Hun begravede da sin skattede hund, så kun hovedet stak ud, og sagde, ”Hvis du har en sjæl, så lad min vilje ske og jeg vil tilbede dig som en gud.”
Derefter tog hun en bambussav og skar hundens hoved over, hvilket var meget pinefuldt for den. da hundens sjæl forlod liget var den en Inugami, og den hævnede sig på fjenden, ganske som damen havde ønsket. Men fordi hundens død var så fuld af smerte, så afstraffede den hende ved at hjemsøge hende resten af hendes dage.

Mange små japanske landsbyer har stadig mindst én gammel dame, der siges at have Inugami-mochi kræfter.

[Katsurou]

六尾 | 雷獸 –
Den Seks-Halede (Rokubi),
Raijuu

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts: Raijuu er en Bijuu i form af en væsel med strittende, gylden pels. Dens seks haler er formet som lynkiler, og dens hyl lyder som torden. Oprindeligt var den Tordenens Gud, men på grund af Yamata no Orochi’s kræfter blev den transformeret til et bæst. Raijuu kan skabe en enorm mængde elektricitet i kamp.

Situation i De 9 Guders Krig: Kæmpede 5 gange; Vandt 2 gange, tabte 3 gange

Vandt over: Shukaku, Sokou

Tabte mod: Houkou, Yamata no Orochi, Kyuubi

Skæbne: En ninja ved navn Sarutobi besejrede Raijuu ved at benytte teknikken ”Kinjutsu: Raikiri”. Teknikken modstår lynene, som Raijuu sender ud, ved at skære sig igennem dem og dermed få Bijuu’en til at modtage sit eget angreb. Dette sårede ham hårdt. Raijuu bliver derefter forseglet af Sarutobi med ”Tool of Power: Hidden Thunder Prison”, i The Thunder Shrine.

Evne: Ild som følge af lyn, lynkiler, tordenbrag, og forskellige typer lynmagier. Raijuu kan for eksempel flyve rundt i form af en kugle af lyn/ild.

Rang i Bijuu Styrke: 5.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 4.

Symbolsk Element: Lyn (Lynets Gud)

Oprindelse/Opdaget i: Under jorden ved The Thunder Shrine, i en by i Kyoto.

Rolle i Naruto: Atter engang har Kishimoto draget inspiration fra Legenden, uden at den oprindelige Bijuu har en direkte betydning. Der vides intet om Bijuuen eller dets Jinchuuriki (hvis den har nogen) i Naruto, men til gengæld er der en masse andre små ting i Legenden, som vi kan genkende i mangaen. Sarutobi nævnes, som den der forsegler Raijuu, men vi ved ikke om det er seriens Sandaime – det behøver det jo nødvendigvis ikke at være. Raikiri er desuden Kakashi’s kendetegn, og som bekendt, så siges det jo, at han med denne teknik skar et lyn over. Om dette lyn havde noget med Raijuu at gøre, det vil tiden jo vise, selvom jeg tvivler på Kakashi nogensinde har stødt på den Bijuu.

Jinchuuriki:

I chapter 420 fik vi denne Jinchuuriki at se. Vi ved dog ikke hvilken village han tilhører eller noget som helst andet for den sags skyld.

Udseende: Ukendt.

Virkelighedens modstykke: En ”væsel” er ikke helt en dyreart i sig selv, men hentyder til gengæld til en meget bred dyrefamilie. Mustelidae, der på engelsk hedder the weasel family, hedder på dansk mårfamilien, og dermed er der mange forskellige typer væseler (eller måre) at finde. Mustelidae er, med sine 65 arter, den største familie i Rovdyrordenen. Under denne familie hører både oddere, jærve, grævlinge, ildere, mink og brude til.
Hvis vi kun skal kigge på ordet weasel, så er bruden, Mustela nivalis, faktisk det oprindelige dyr, som blev kaldt dette.

Bruden er rent faktisk det mindste rovdyr der overhovedet findes. Den bliver ikke ret meget større end en almindelig mus, men er kendt for at være i stand til at følge sit bytte ned i lange gange, og er derfor en dygtig kanindræber. Dens danske navn, ”brud”, kan være givet fordi den i visse nordlige regioner kan skifte sin pelsfarve til hvid om vinteren.
Der er forbløffende mange myter omkring denne lille væsel. På trods af dens størrelse, så siges det, at dens snedighed og vildskab gør den til en formidabel modstander. Blandt inuitterne var denne væsel meget respekteret, og hvis man var i stand til at fange én, så regnedes det for at bringe stort held. Væselen var også det eneste dyr der var immunt overfor basiliskens blik, hvilket gjorde den i stand til at tage kampen op mod den og dræbe den. Dette går igen i mange slangemyter – slanger og væseler regnedes for at være naturlige fjender (dette bliver først rigtig sjovt, hvis I begynder at drage sammenligning mellem denne myte og konflikten mellem Itachi og Orochimaru).

Væseler dukker naturligvis også op i japanske myter. Hvis vi skal vende tilbage til Raijuu, så regnes den for at være makker til Raiden, som er Shinto-guden over lyn. Sædvanligvis plejer denne dæmon at være rolig og harmløs, men under tordenstorme bliver den ophidset, og begynder at springe rundt i træer og selv bygninger. Træer der er blevet ramt af lynet siges at være kradset af Raijuu’s kløer.

En anden af dens besynderlige vaner er at sove i menneskelige navler. Dette får Raiden til at skyde pile efter Raijuu, for at få ham til at vågne, men dette skader personen, hvis mave dæmonen hviler på. Overtroiske folk i Japan sover derfor på deres maver når der er dårligt vejr. Andre legender siger, at Raijuu kun sover i navlerne på folk der har valgt at sove udenfor.

Der findes også væsener ved navn kamaitachi, som er vindånder. Der er flere forskellige tolkninger af, hvordan kamaitachi ser ud, men det mest almindelige er en trio af væseler med meget skarpe kløer. De rider på blæsten og skærer huden op på folks ben.
Ifølge de japanske myter, så bærer disse væseler en le. Tilsammen kan de angribe et offer. Den første vil skubbe offeret, så han eller hun falder ned på jorden, den anden vil angribe med en le, og den tredje healer delvist offerets sår. Til den tid det går op for offeret hvad der er sket, vil han eller hun kun have smertefulde sår der ikke blødte.

Væseler kan i Japan derfor godt være varsler for uheld og død.

Sommetider kan de tre blive beskrevet som brødre, andre gange trillinger. Dette kan spores helt tilbage til Toriyama Sekien (en japansk historiefortæller fra 1700-tallet), som formentlig var den første til at forestille sig ånderne i form af væseler. Væselen er et typisk ordspil fra Toriyama’s side – ét af navnene for vindånderne var kamaetachi, som betyder ”den angribende tachi” (tachi er et japansk sværd), men han ændrede betydningen en smule, så det kom til at betyde ”le væsel”.

Lynhurtige væseler med skarpe kløer faldt i god jord med mange manga og anime kunstnere, så kamaitachi dukker ofte op i disse sammenhænge.

I Naruto er denne legende også blevet brugt. Sunagakure’s Temari er med jutsuen Kuchiyose: Kirikiri Mai, i stand til at påkalde en væsel ved navn Kamatari. Denne holder en le, og dens vindangreb er meget kraftigt.

[Katsurou]

七尾 | 貉 –
Den Syv-Halede
(Shichibi) Kaku

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts: Kaku er en Bijuu i form af en blå grævling. Dens Kanji navn kan også læses som ”Mujina”, som også er et navn en underart af grævling (Meles meles anaguma) får tildelt i visse japanske regioner. Den har syv haler og er den mindste af Bijuu’erne – til gengæld er den også den mest snedige og hemmelighedsfulde af dem, så den er ret svær at støde ind på. Kaku jager for det meste sit bytte under jorden. Den dræber sine ofre ved at destruere jorden under deres fødder, for at de så kan falde ned i dens mund. Når Kaku er over jorden, så kan han forvandle sig til ethvert tænkeligt væsen, men er ude af stand til at gøre dette, medmindre han har noget ler.

Situation i De 9 Guders Krig: Kæmpede 4 gange; Vandt 1, Flygtede 3 gange

Vandt over: Sokou

Flygtede fra: Nekomata, Isonade, Yamata no Orochi

Skæbne: Kaku’s lager af ler i et hul bliver fundet, og bliver brændt af nogle krigere. Fordi Kaku bliver ude af stand til at forvandle sig, så bliver han besejret af den modige kriger Ikkyo Soujin, som formår at forsegle ham ved at bruge “Tool of Power: Remnant Earth Altar”, og placerer ham i The Earth Shrine.

Evne: Forvandling (Henge), Ler, forskellige jordelementale magier

Rang i Bijuu Styrke: 7.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 3.

Symbolsk Element: Jord (Jordets Gud)

Oprindelse/Opdaget i: Et underjordisk offeralter ved udkanten af Nagoya.

Rolle i Naruto: Endnu en Bijuu, som vi praktisk talt ikke ved noget som helst om. Vi kan dog atter drage en sammenligning mellem denne Bijuu og en karakter i Naruto. Evnen til at benytte ler til sine angreb er Deidara’s træk, så det er ganske muligt, at Kishimoto har fået inspiration til karakterens evner ud fra denne Bijuu. Ellers er der ikke så meget at hente endnu. Måske får vi mere at vide om Bijuu’en i takt med at mangaen skrider frem.

Jinchuuriki:

I chapter 420 fik vi denne Jinchuuriki at se. Hun er Taki nin, men ellers ved vi intet om hende.

Udseende: Ukendt.

Virkelighedens modstykke:

Grævlingen tilhører Mårfamilien, ganske som ildere, oddere og lignende. Grævlinger er typisk kortbenede og kraftige. De har lange snuder, korte ører og korte, tykke haler.
Grævlingefamilien er opdelt i tre subkategorier, og hver families opførsel er anderledes fra en anden familie, men de har dog en særlig ting tilfælles: De lever primært under jorden. Det er et lidt unikt træk, sammenlignet med mange andre rovdyr, der foretrækker at leve deres liv på overfladen. Grævlingers underjordiske huler kaldes ”grævlingegrave”. Grævlingens livsstil er dog tilpasset dens fødekilde ganske godt: Den jager ret så ofte under jorden, hvor den kan få adgang til regnorme, insekter, larver og forskellige rødder. Når den kan komme til det, så er større dyr ikke udelukkede: Europæiske grævlinger kan til tider æde kaniner, specielt hvis disse har gemt sig i sine egne underjordiske gange.

Den japanske grævling, Meles Meles Anaguma, er egentlig en underart af den euroasiatiske grævling. Udover sin lidt lysere pelsfarve, så er der ikke den store forskel mellem den og de grævlinger vi har hjemme i Danmark.

De er ret sky og foretrækker at komme op om natten, men hvis den bliver truet og presset nok, forsvarer den sig med en ret så berygtet vildskab, der er kendt for at høre hjemme i Mårfamilien.
I de gamle dages England plejede man at udøve en blodsport kaldet ”badger baiting”. Ved nattetide jagede man grævlingen op fra sin grav. Det var til dette formål, at man oprindeligt opdrættede gravhunde. Efter at have fanget grævlingen ville man sætte den i en indhegning og sætte hunde efter den, hvorefter folk ville vædde om hvem der skulle vinde. Når grævlingen ikke længere var i stand til at kæmpe, blev den slået ihjel.

I japansk mytologi, så var grævlinger formskiftere, ganske som kitsune og tanuki. På ovenstående billede kan der ses en grævling, som delvist har forvandlet sig til et menneske, selvom halen og poterne i dén grad afslører ham. Formskiftere har i stort set alle kulturer ry for at være tricksters, og dette gælder sandelig også grævlinger i Japan. Deres hemmelighedsfulde natur har gjort, at mange regner dem for at luske sig op om natten og drive gæk med mennesker. Én af deres former siges at være et ansigtsløst spøgelse ved navn nopperabou, hvilket i tide og utide har forhindret overtroiske mennesker i at rejse ved nattetide. Det skal dog lige tilføjes, at selvom mujina har evnen til at antage form af en nopperabou, så er disse ikke de samme væsener.
Nopperabou, De Ansigtsløse Spøgelser, dukker primært op i menneskeform, og kan endda forvandle sig til folk, som man selv kender. Selvom de er ret skræmmende, så er de sædvanligvis fuldstændig harmløse.

[Katsurou]

八尾 | 八岐大蛇 -
Den Otte-Halede (Hachibi),
Yamata no Orochi

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts: Yamata no Orochi er en Bijuu I form af en slange. Den har blodrøde øjne, otte hoveder og otte haler der hænger sammen i én krop. Den har en dyb brun farve, og er bestemt den største af Bijuu – den skulle efter sigende være over otte bjerge lang. Den har Dæmon Verdenens kræfter, et symbol på ondskab. Hvert af Yamata no Orochi’s hoveder repræsenterer et symbol: Sjæl, Spøgelse, Ondskab, Djævelen, Det Monstrøse, Drabet, Underverdenen og Døden. Oprindeligt var Yamata no Orochi’s kræfter svage, men dette var tusind år før en modig kriger fra Kusanagi Klanen angreb den med det legendariske sværd, Kusanagi no Tsurugi. I denne proces formåede Yamata no Orochi dog at tage sværdet til sig selv og absorbere de kræfter det havde. På grund af det blev Yamata no Orochi et ekstremt mægtigt væsen, og det kunne lagre sværdet i sin egen krop. Med sin ny kraft, så bliver Yamata no Orochi arrogant og slipper en vanvittig mængde mørk energi ud – dette vækker de andre Bijuu. Yamata no Orochi formår at bekæmpe mange af dem, men når den udfordrer Kyuubi bliver den besejret. Grunden til dette er meget simpel: Kyuubi har en uendelig mængde af kraft. Den formåede endda at lave et hul i Kusanagi Sværdet. Idet dette sker, så viser det sig hvor ualmindeligt stærk Kyuubi er, og den gør sig fortjent til titlen, ”Bijuu’ernes Konge”. End ikke den legendariske Sarutobi kunne ridse Kusanagi no Tsurugi.

Legenden fortæller os, at Yamata no Orochi er stærk nok til at være Kyuubi’s ærkerival, men dens kræfter har dog, i modsætning til Kyuubi’s, sine begrænsninger.

Situation I De 9 Guders Krig: Kæmpede 5 gange; Vandt 4 gange, Tabte 1 gang

Vandt over: Shukaku, Isonade, Kaku, Raijuu

Tabte mod: Kyuubi

Skæbne: Yamata no Orochi afventer et geni fra Yagami Klanen. (BEMÆRK, at dette ikke er samme kanji som i Yagami fra Death Note, men Yagami som i Otte Guder 八神), som er Kusanagi Klanens ærkefjender. Formålet er, at vække Yamata no Orochi, så den kan kæmpe imod Kyuubi igen, og dræbe den denne gang. Geniet er en slags arving til Yamata no Orochi’s kræfter – han er den eneste der kan vække dem igen. Hvis denne arving er det første geni i tusinde år der formår at vække Yamata no Orochi’s kræfter, således skal den genvinde dem helt og aldeles. Så snart dette er sket, så vil geniet blive destrueret når Yamata no Orochi’s sande krop kommer til syne igen, fordi den har helt ny, uoverskuelige kræfter. Yamata no Orochi vil derefter ikke blive fundet før dens afgørende kamp mod Kyuubi, og da vil den være i stand til at dræbe hvad som helst, destruere hvad som helst og få infinitivt syn, ganske som Kyuubi selv. Kernen af Yamata no Orochi’s kræfter vil indtil da være forseglede med en kinjutsu.

Evne: Det legendariske sværd, Kusanagi no Tsurugi, og påkaldelse af onde ånder.

Rang i Bijuu Styrke: 2.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 2.

Symbolsk Element: Djævelskab

Oprindelse/Opdaget i: En gammel slagmark i Osaka.

- Rolle i Naruto: Med hensyn til sammenligninger mellem den oprindelige legende og Naruto mangaen, så er Yamata no Orochi måske den mest interessante at hive fat i. Kishimoto har uden tvivl draget god nytte af denne Bijuu legende – han baserede Orochimaru på den.

Orochimaru er som bekendt en Sannin og én af de mægtigste ninjaer vi endnu er stødt på. I Naruto, så ejer han rent faktisk Kusanagi Sværdet, selvom det ikke er helt klart, hvor han har fået det fra. Som i legenden, så kunne Sarutobi (Sandaime Hokage) ikke ødelægge dette sværd. Som Yamata no Orochi, så opbevarer Orochimaru umiddelbart sværdet inde i sig selv, siden han er i stand til at gylpe det op.

Orochimaru har mange slange-agtige attributer. Han har kolde, gule øjne og en lang (og temmelig skummel) tunge. Hans slanke, elegante design er bestemt ikke tilfældigt. Derudover har han en blodkontrakt med slangerne og er i stand til at kalde dem til sin tjeneste.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvor meget Kishimoto har tænkt sig at følge Legenden. Sådan som det står til med mangaen (og Oro i det hele taget) nu, så kunne alting sagtens udfolde sig, som i selve Legenden. Det lader ganske vist ikke til, at Orochimaru har noget som helst horn i siden på Kyuubi, men hvis han er ude på at destruere Konoha, så må han ikke kun stille sig i køen, men så må han også stå ansigt til ansigt med en vis Jinchuuriki der er vært for Kyuubi’en.
Det måske stærkeste af Orochimaru’s angreb er også kaldt Yamata no Orochi. Dette angreb fremskaber en enorm ottehovedet slange.

Indtil videre har mange antaget, at Sasuke er Geniet og Arvingen, som skal vække Orochimaru’s kræfter, hvilket jo giver mening – Orochimaru ønsker Sasuke’s Sharingan, og det ville give ham ultimativ kraft, hvis han fik den. Men dette er ikke nødvendigvis enden på det hele. Det er blevet påpeget, at Arvingen, som skal ofre sin egen krop for at genoplive Yamata no Orochi’s kræfter, også sagtens kan være Kabuto. Hvis Orochimaru’s kræfter bliver gendannet på ny, vil han efter sigende blive mægtigere end nogensinde og endda have en chance til at dræbe Kyuubi. Hvordan dette vil udfolde sig, må vi stadig vente tålmodigt på at se.

Fordi Kishimoto har været så afhængig af denne legende i sin historie, så blev han nødt til at komme med en alternativ Otte-Halet end Yamata no Orochi. I mangaen, så er Hachibi en stor okse med otte blækspruttearme.
Han er, som andre Bijuu, stærk og har meget let ved at blive irriteret. Vi ved endnu ikke meget om hans personlighed, men han ser ud til at være kort og præcis, og foretrække seriøsitet, hvilket han ikke får meget af fra sin Jinchuuriki.

Jinchuuriki:

Killerbee er en Kumogakure ninja der i kamp kan benytte flere sværd på én gang. Han er den anden Jinchuuriki der kommer fra Kumogakure. Ikke alene er han stærk, men han er også enormt spydig. Killerbee er Naruto-verdenens billede på en kikset rapper – han synes selv, at hans rim er formidable, men andre – særligt hans Bijuu – ser ikke ud til at være enige med ham. Denne muntre, kæphøje karakter er tydeligvis inspireret af virkelighedens bokser, Muhammed Ali, som Killerbee også citerer med ”Float like a butterfly, sting like a bee.”
Med Killerbee, så ser vi også for første gang en Jinchuuriki der har et (næsten) positivt forhold til sin Bijuu. Der var måske noget lignende der kørte mellem Nii Yugito og Nekomata, men vi så blot aldrig de to tale sammen. Selvom Killerbee er fjollet, så om- og tiltaler han Hachibi med respekt, og Hachibi ser heller ikke ud til at ville sin Jinchuuriki til livs. Indtil videre lader det til, at de har et symbiotisk forhold kørende.

- Virkning på Jinchuuriki:

Der er ingen umiddelbare fysiske attributer på Killerbee, som har noget med Hachibi at gøre. I hvert fald ikke på samme måde som med Gaara’s øjne og Naruto’s knurhår. Det eneste der kommer tæt på, er en tatovering på Killerbee’s venstre kind, som skal forestille et tyrehorn. Ironisk nok, så er det på sin venstre side, at Hachibi mangler et horn.
Som ved Naruto, så begynder der at boble chakra rundt om Killerbee når han trækker dette ud fra sin Bijuu’s kraft. Disse bobler former sig især i haler.

Killerbee får også et mere dyrisk udseende idet han gør dette, da hans hjørne tænder bliver en anelse længere og skarpere. Når først han er ved at forene sig med sin Bijuu og dermed ”omskaber” sig til den, begynder hans hud at ætse af. I modsætning til både Naruto og Gaara, så kontrollerer Killerbee denne proces helt fint, og han bliver ikke ramt af tankeløs blodtørst på noget tidspunkt. Dette giver ham en tydelig fordel i kamp.

Udseende:

I mangaen fremtræder Hachibi som en gigantisk okse. Dens ”haler” er her i form af lange blækspruttearme, og den har hænder i stedet for klove. Hachibi’s øjne er pupilløse, og den mangler desuden halvdelen af sit ene horn af ukendte årsager.

Virkelighedens Modstykke:

Slangen er et langt krybdyr i underordenen Serpentes. Alle slanger er kødædere, og de kan genkendes på deres manglende ben, øjenlåg og ydre ører. Et gammelt term betegnede slanger, som ”koldblodede” dyr, selvom denne betegnelse er uddateret den dag i dag. I gamle dage regnede man med, at ”koldblodede” dyr overhovedet ikke kunne vedligeholde deres kropstemperatur, men det viser sig at være forkert. Kropstemperaturer er en kompliceret sag og kan ikke blot opdeles i sort og hvidt (varmblodet og koldblodet). I modsætning til pattedyr, så kan slanger (og andre krybdyr) kontrollere deres kropstemperatur ved at udnytte deres ydre omgivelser, såsom solen, vinden eller vandet.

Slanger er dækkede af skæl, og i modsætning til populære myter, så er slanger ikke slimede. Deres skæl er tørre, og for det meste glatte, men sidstnævnte kan variere fra art til art. De vedligeholder deres skæl ved at gennemføre en proces kaldet hamskift. Når en slange skifter ham, så smider den de ydre, gamle skæl. Dette gør den for at erstatte det gamle med nye, stærkere skæl, og for at slippe af med parasitter.

Når en slange spiller med sin lange, kløftede tunge, så gør den dette for at lugte bytte, fjender og omgivelser. Når den stikker tungen ud, så opfanger den luftbårne partikler, og undersøger dem når tungen stikkes ind igen. Når tungen berører slangens Jacobsens Organ (en slags lugte/smagssans der sidder i ganen på mange dyr, deriblandt katte og hunde), kan den registrere hvad der befinder sig omkring den.

De fleste slanger dræber deres bytte ved kvælning. Dette foregår ikke ved at klemme så hårdt som muligt til byttets indre organer brister og knogler brækker. Derimod fastholder slangen sit bytte, og klemmer blot en smule til, hver eneste gang byttet ånder ud. Til sidst er byttet så fastklemt, at det ikke kan indånde længere, og derfor dør det af luftmangel.

Nogle slanger er giftige, selvom disse arter ikke er så talrige igen. Desuden er relativt få slanger giftige nok til at dræbe mennesker, men evnen til at benytte gift har givet slangen en særlig rolle i mange kulturer. Slangen associeres bl.a. med medicin, hvilket stammer fra gamle græske myter.
Slangen er ét af de ældste benyttede symboler i stort set alle kulturers mytologi. Den har spillet en meget stor rolle i mange myter, og selvom man i den vestlige verden ofte associerer slanger med noget negativt, så har der også været mange positive slangemyter, særligt i østen.

Nutidens negative syn på slanger skyldes nok hovedsageligt kristendommen, hvori slangen associeres med Djævelen, idet den lokker menneskene til at spise af Guds forbudte frugt. Som straf, så forviser Guden dem fra Edens Have. I jødedommen var slangen dog ikke associeret med Djævelen. Her fremtræder den blot som en trickster, da det jo står beskrevet, at slangen var det snedigste af alle Herrens skabninger. Den gamle græske forestilling om slangen som et symbol på visdom har også sit ekko i kristendommen, idet Jesus rådgiver sine tolv apostler til at være ”vise som slanger og harmløse som duer”.

I stort set alle myter, så har der både været gode og onde slanger. Dette gælder også de græske. De mest kendte af de negative slangemyter er fortællingerne om Hydraen og Medusa. I gamle dage blev ordene ”slange” (serpent) og ”drage” ofte brugt som synonymer, da slanger blev anset for at være små drager (eller omvendt, hvor drager blev anset som store slanger).

I det gamle Egypten blev kobraslanger associeret med farao, og tilbedt som guder. Man brugte kobraslanger af guld til både at pryde faraoens krone og hans sakrofag.

Hvis vi skal bevæge os over mod øst, så bliver slangemyterne først rigtig interessante. Typisk i hinduismen og buddhismen er slangen associeret med noget positivt. Indien kaldes Slangernes Rige, da slanger er forbundet med guddommelighed der. Guderne Shiva og Vishnu er ofte fremstillet med en slange om halsen.

I buddhismen spiller slanger også en stor rolle. Buddha skulle meditere under Bodhi Træet for at kunne opnå indsigt, men fire uger efter han begyndte, så blev himlen mørk og stormfuld. Denne grusomme storm fortsatte i syv dage, men så skete der noget forunderligt: Mucalinda, som var den mægtige konge af alle slanger, steg op fra jorden. Han hævede sig og spredte sin hætte for at kunne beskytte Buddha mod elementerne, mens han mediterede. Da stormen forsvandt, så antog Mucalinda menneskelig skikkelse og bukkede for Buddha, for derefter at glædeligt vende tilbage til sit palads.

Ligesom kitsune, så associeredes slanger i Japan typisk med enten noget guddommeligt eller noget der har med fup og ballade at gøre. Slanger var ofte ondskabsfulde tricksters, der til tider kunne forvandle sig til mennesker og forføre dem.

De kunne også være tordenguder, men størstedelen af det japanske folk anser slangerne for at være guden Ryujin’s budbringere. Ryujin var en Havets Beskytter i form af en drage, og symboliserede havets rå kraft. Han levede under havet ved Ryugu-jo, hvor han havde et palads af røde og hvide koraler. Herfra kontrollerede han tidevandsbølgerne med magiske juveler. Ryujin var faderen til den smukke gudinde Otohime, som giftede sig med jægerprinsen Hoori. Det siges, at Japans allerførste kejser, Kejser Jimmu, var barnebarn af Otohime og Hoori. Derfor er Ryujin én af forfædrene til det japanske kejserdynasti, og i en populær legende benyttede Kejserinden Jingu gudens magiske tidevandsjuveler til at besejre koreanerne i en krig.

Præster og troende af den gamle Shinto religion vil derfor undlade at gøre slanger fortræd eller forstyrre dem og deres omgivelser.

Den helt store slangesynder i japansk mytologi må være Yamata no Orochi. En legende fortæller også, at havguden Susanoo, som er bror til solgudinden Amaterasu, bekæmpede denne slange ved at drikke den fuld i sake og derefter kappe dens hoveder af. Atter kan man drage paralleller mellem denne gamle legende og Naruto mangaens fremskridt.

[Katsurou]

九尾 | 九尾の妖狐 –
Den Ni-Halede (Kyuubi),
Kyuubi no Youko

Fortælling i Legend of the Tailed Beasts: Denne Bijuu er i skikkelse af en ræv, og med sine ni haler, så er denne Bijuu den stærkeste af dem alle. Hans pels er rød, og han symboliserer elementet Ild. Hans evner er utrolige, og ingen har endnu besejret ham i kamp. Ved blot at vifte sine haler, kan han skabe flodbølger, og med sine enorme kløer kan han flå bjerge i stykker. Når han rejser børster, kan han skyde ildkugler fra sin pels, meget lig meteoer, hvilket kan destruere landsbyer øjeblikkeligt. I den oldgamle Bijuu Krig ender han med at såre Houkou voldsomt, og næsten dræbe Nekomata, der kun overlevede fordi hans Shinigami reddede ham. Yamata no Orochi var afhængig af Kusanagi no Tsurugi for at kunne kæmpe mod Kyuubi, men blev i sidste ende besejret, og sværdet modtog en revne fra ræven.
Grunden til at Kyuubi er så mægtig, er simpel: Han har en ubegrænset mængde kræfter, hvilket retmæssigt giver ham titlen “Bijuu’ernes Konge”. Hans kræfter genereres gennem Ild Seglet, og som resultat bliver Yamata no Orochi træt efter 100 års kamp mod Kyuubi, mens Kyuubi uhindret kan fortsætte. Den Nihalede Ræv er også meget snedig og intelligent.

Situation I De 9 Guders Krig: Kæmpede 4 gange, vandt alle kampe

Vandt over: Nekomata, Houkou, Raijuu, Yamata no Orochi

Skæbne: Ingen ved hvor Kyuubi befinder sig, men han fortsætter med at dræbe alle de der er i vejen for ham, mens han søger efter den der formåede at vække ham, og den der formåede at forsegle ham før. Yamata no Orochi udelod at fortælle Kyuubi, at det var ham der vækkede ham.

Evne: Ild elementets angreb og andre ting som i ovenstående beskrivelser.

Rang i Bijuu Styrke: 1.

Rang i Bijuu Chakra/Udholdenhed: 1.

Symbolsk Element: Ild (Ildens Gud)

Oprindelse/Opdaget i: Gudernes Skjulte Alter i Kobe

Rolle i Naruto: Kyuubi spiller en afgørende og ret central rolle i Naruto. Fra allerførste afsnit bliver han introduceret som en destruktiv dæmon med så utrolige kræfter, at han end ikke kan besejres. Yondaime Hokage formåede kun at redde Konohagakure ved at forsegle Ræven, og dermed selv dø i processen. Ræven blev forseglet i drengen Uzumaki Naruto, seriens karismatiske hovedperson. Gennem hele sit liv, så vil Naruto’s allerstørste udfordring dermed bogstavelig talt være hans indre dæmon. Kyuubi slumrede harmløst gennem hans barndom, men op mod 12 års alderen begynder seglet endelig at blive svagere, hvilket får Kyuubi til aktivt at forsøge at bryde fri. Hvis Kyuubi endelig skulle gøre dette, vil det formentlig betyde døden for hans vært. Kyuubi er en meget intelligent dæmon, og han er i stand til at tale. Han har en meget giftig og sadistisk personlighed. De gange man har set ham i sit indelukkede mørke, har han oftest haft et ondsindet smil på sine læber, og han er ikke sky for at lokke Naruto til at ”låne” hans kræfter. Når vi ser til Kyuubi’en, så ser vi ham oftest i et enormt bur med et segl på. Der er kun mørke omkring ham, og ofte ligger der vand på ”gulvet”.

Det lader til, at Kyuubi har en vis form for ære, da han, trods sin sarkasme, er villig til at hjælpe Naruto når han har problemer. Dette kunne dog udelukkende være af egoistiske grunde, siden det er spekuleret, at Kyuubi kan dø, hvis hans vært dør. Ellers er Ræven ikke meget villig til at samarbejde med sin vært – han lader konstant til at have skumle bagtanker, og vil absolut ikke lade sig styre af nogen… det siges dog, at stærke medlemmer af Uchiha Klanen kan betvinge Ræven i et vist omfang med deres Sharingan. Det er af disse grunde, at det spekuleres om Kyuubi’s angreb på Konoha nu var en naturkatastrofe eller ej. Hvis vi ser bort fra Uchiha’ernes evindelige indblanden i alting, så kunne en alternativ grund til Kyuubi’s angreb måske være langt mere interessant: I Legenden er Yamata no Orochi skyld i, at Kyuubi no Youko bliver vækket af sin søvn. Kunne det være en mulighed, at det var Orochimaru der på én eller anden måde pudsede Ræven på den landsby han afskyer så meget? Kyuubi lod bestemt ikke til at være glad for at se ham, da han konfronterede ham under kampen i starten af Shippuuden. Indtil videre alting spekulationer. I al fald bliver det interessant at se, hvem Kyuubi har et regnskab at gøre op med, hvis han endelig slippes fri fra sin Jinchuuriki. Dette kan desuden ske når som helst. Naruto’s segl er efterhånden så svagt, at Naruto ofte begynder at blive ”kyuubificeret” når han gør brug af angreb der kræver en stor mængde chakra. I modsætning til Nii Yugito og Killerbee, er der vist intet håb for, at Naruto nogensinde får et positivt forhold til sin Bijuu.

Jinchuuriki:

Konoha-ninjaen Uzumaki Naruto er Jinchuuriki for Kyuubi, og han er også den første og vigtigste Jinchuuriki vi møder. Forældreløs vokser drengen på i den mægtige landsby Konohagakure, men som det er tilfældet med mange andre af hans slags, belv han fremmedgjort og afskyet. Selvom det var et håb, at Naruto skulle blive betragtet som byens frelser, gik effekten den anden vej. Mange af de mennesker der under angrebet led tab af bolig, familie og venner, betragtede drengen som en inkarnation af dæmonræven selv. For at undgå denne modvilje, blev det gjort til et tabu at tale om Kyuubi-forseglingen, selvom det ikke hjalp det store. På trods af, at ingen sagde noget højt, så skulede de voksne mod Naruto, og gik gerne udenom ham, hvilket smittede af på deres børn.

For at få den ønskede opmærksomhed, lavede Naruto ballade og blev til sin klasses klovn. Han kom aldrig ud med sine indre pinsler, og længtes efter anerkendelse. Havde det ikke været for hans sensei, Umino Iruka, ville han sandsynligvis have lidt en sørgelig skæbne, som sin modpart Sabaku no Gaara.

Selvom Naruto har benyttet sig af Kyuubi’s kræfter op til flere gange, nægter han nu at gøre det overhovedet, grundet hans mangel på kontrol over Bijuu’en og de konsekvenser hans kyuubificeringer har. Naruto er vokset op til at blive en ret positiv og lærenem person. Han har spredt megen glæde og inspiration omrking sig, og har ikke kun fået anerkendelse i Konoha, men også i andre gakures.

Virkning på Jinchuuriki:

Naruto har tydelige, knurhår-agtige markeringer på kinderne, og ret så ofte klemmer han øjnene sammen, som ræve nu ofte er portrætteret i japansk kunst. Dette giver ham et drilsk og snedigt udtryk. Derudover ser det ud til, at Naruto har det let ved at løbe på alle fire, selv når han ikke er kyuubificeret. Kyuubi’s kræfter giver ham desuden en unik mulighed for at kunne heale meget hurtigt, og dette bidrager til Naruto’s forbløffende udholdenhed.
Som ræve, så har Naruto en prankster-natur. En anden interessant ting er, at han altid er meget stædig med at holde hvad han lover, og at vi nogle gange har set ham kaste Kyuubi’ens skygge i de symbolske flashbacks. Disse effekter bliver begge nævnt i Virkelighedens Modstykke.

Når Naruto bliver umådelig vred eller måske bruger en stor mængde chakra, så har hans segl på maven det med at blive ustabilt. Hans hjørnetænder bliver længere, hans negle bliver til kløer, og hans øjne bliver røde og får sorte markeringer omkring dem, ligesom det er tilfældet med Kyuubi.

Rødt chakra begynder at boble ud af ham og samle sig omkring hans krop, for derefter at forme lange ører og en hale. I takt med at han bruger mere energi, desto flere haler får han – og dermed råder han også over mere magt. Men i takt med alt dette, mister han også kontrollen over sig selv og giver plads til det frådende uhyre der længes efter at slippe ud af ham.

Først når den fjerde hale begynder at forme sig, sker der voldsomme fysiske påvirkninger med Naruto. Hans hud begynder, på smertefuld vis, at ætse, og hans udseende ændrer sig radikalt. Sorte og røde farver dækker hans krop som flammer, og han ender med at ligne en vanvittig miniature-kyuubi. I dette stadie skelner han knap mellem ven og fjende, og hans destruktive evner er så utrolige, at de kan give Sannins noget at tænke over. Men konsekvenserne er hårde - ikke alene kan han ikke kontrollere hvem han skader, men Den Fjerde Hale tærer så meget på hans krop, at han, selv med Kyuubi's healing, kun overlever med nød og næppe. Det lader til, at Naruto’s hukommelse er hullet når disse voldsomme forvandlinger er overståede. Under forvandlingen vandrer han tilsyneladende rundt inde i sit eget mørke, der ellers plejer at være Kyuubi’s fængsel.

Udseende:

Som i legenden, så har Kyuubi i Naruto en flammende rød pels, og naturligvis også ni lange haler. Snuden er forholdsvis kort, mens ørene til gengæld er lange og spidse. Ræven er sort omkring øjnene, og selve øjnene er røde og aggressive. Selvom Kyuubi bevæger sig på alle fire, så ender dens forpoter i hænder med skarpe kløer. Bagpoterne har ligeledes lange tæer. Som de andre hidtil sete Bijuu, så er Kyuubi kolossal.

Virkelighedens Modstykke:

Ræven er et medlem af Hundefamilien, Canidae. Rævegruppen er primært kødædere, og tager typisk gnavere og fugle, men de fleste medlemmer er snildt i stand til at fortære både grøntsager og frugter. Denne egenskab har bidraget til mange ræves tilpasningsdygtighed, særligt hos den ræv folk er mest bekendte med - den røde. Som navnet antyder, så har den røde ræv typisk rødbrune farver i sin pels. Det kan variere, hvor mørk eller lys denne pels er - en lav procentdel af rævepopulationen er faktisk sort eller sølvgrå. Disse bliver også typisk avlet i fangeskab, med henblik på pelsning.

Den røde ræv er én af Hundefamiliens mest udbredte medlemmer. Den er for det meste en solitær jæger, men dens fortrinlige evne til at udnytte dens omgivelser og leve side om side med mennesker, har gjort at den har været i stand til at brede sig gennem næsten hele Canada og USA, samt Euroasien og det nordlige Afrika. Den røde ræv blev introduceret i Australien, hvor den nu betragtes som et alvorligt skadedyr.

I Japan nyder ræven, eller kitsune, som den kaldes, en særlig kulturel status. I traditionelle historier har kitsune en række magiske evner, deriblandt evnen til at besætte folk, og Henge. Det siges, at jo ældre en kitsune er, jo stærkere og visere er den. En kitsune's alder kan ses på antallet af dens haler, og den kan få op til ni. En nihalet ræv (kyuubi no kitsune) kan være flere hundrede år gammel, og er i besiddelse af helt utrolige, gudeagtige evner. Visse historier tillægger dem evnen til at se og høre alt, hvad der foregår i verden, mens andre giver dem uendelig viden.
Mens ræve i Korea og Kina har fået en del negative attributer, har ræve i Japan hovedsageligt et positivt lys på sig.

Man skelner generelt mellem to typer kitsune i japansk mytologi: Der er zenko, som er de gode, rene ræve under tjeneste af Inari, og der er yako, som er de drilske, til tider ondskabsfulde ræve.

Kitsune er ofte associeret med Inari, Shinto gudinden over ris og frugtbarhed. Det siges, at ræve, ligesom Inari, er meget glade for stegt tofu.
Inari's budbringer-ræve er hvide, hvilket bliver regnet for et godt tegn (sorte og nihalede ræve bliver dog også regnet for gode tegn). Zenko har evnen til at jage onde magter væk, og agerer ofte som skytsånder. Har man blot statuer af kitsune, vil det skræmme alle onde kræfter bort fra et område. Statuer af disse kitsune er at finde i mange japanske templer, særligt de der naturligvis er tilegnet Inari, og den mest berømte er Fushimi Inari Taisha, som er lokaliseret i Kyoto.

Fushimi Inari Taisha er regnet for at være hovedtemplet for Inari, og millioner af Shinto-troende besøger templet ved det japanske nytår. Visse kitsune statuer ved dette berømte tempel ses med nøgler i munden. Nøglerne er henholdsvis til templets indgang og forskellige rum i det, deriblandt rislageret.

Som i de fleste andre kulturer, så fremstilles ræve også som tricksters. Nogle japanske historier fortæller blandt andet om kitsune der driver gæk med hovmodige samuraier og grådige handelsmænd, mens andre og mere ondskabsfulde kitsune kan pine fattige bønder eller retskafne buddhistiske munke. Deres ofre er sædvanligvis mænd, mens kvinder oftere bliver besat.

Kitsune er desuden meget stolte. De insisterer på at holde ethvert løfte og stræber efter at betale enhver gæld tilbage. Har man aftaler med kitsune, så vil de fleste under alle omstændigheder holde dem. Det er for eksempel muligt at være husvært for én eller flere kitsune, og man vil til gengæld nyde goder af den magi kitsune råder over – så længe man husker at behandle rævene med respekt. Ønsker man goder, så kan rævene da sagtens skaffe dem, men siden mange af dem ikke forstår sig på menneskenes moral, så finder de bare på at stjæle goderne fra naboer. Folk der husede ræve i det gamle Japan, blev derfor betragtet med mistanke. Besynderligt nok sagde man, at samuraifamilier ofte havde sådanne aftaler med kitsune, men disse var af zenko slagsen, så brugen af deres magi var et tegn på præstige.
At handle med kitsune kunne dog være en risikabel affære – deres kontrol over illusioner gjorde, at de blot kunne lade en person tro, at en bunke blade var penge, eller at sten var guld. Men modtog man ægte gaver fra kitsune, kunne man få viden, beskyttelse eller et langt liv.

I traditionelle japanske historier er kitsune typisk fremstillet som mystiske elskere. Sædvanligvis omhandler det en ung mand og en kitsune der antager form af en kvinde. Disse rævekvinder var efter sigende utroligt smukke, med høje kindben, smalle øjne og fine øjenbryn. Desuden var de højst intelligente. En måde at afsløre forvandlede kitsune på, var at drikke dem fulde, så de blev uforsigtige i deres Henge. Hundes tilstedeværelse gjorde dem ofte urolige, så de kunne ende med at forvandle sig tilbage til deres oprindelige form og stikke af. Nogle kaster også en ræveskygge.
Det var almindeligt, at de unge mænd der blev forelskede i disse kvinder, endte med at gifte sig med dem uden at vide de er ræve. På trods af, at kitsune kvinderne var meget loyale koner, ender de fleste historier på tragisk vis med, at rævekonen er tvunget til at forlade sin mand når han opdager hendes sande natur.