Discipline! Taming the Pet...!

[Kisame]

The Valley of End. Stedet der adskiller Fire Country fra Rice Field Country. Stedet, hvor enorme kampe havde fundet sted, både i den fjerne fortid og den knap så fjerne. Dette var et sted der symboliserede adskillelse, men i dag skulle det være et sted, der skulle stå for forening. For der var rygter om, at Yakushi Kabuto - Orochimaru's egen lille skødehund - skulle liste forbi her omkring middag. Han havde formentlig et ærinde - hvilken type det var, det var der ikke blevet sagt noget om. Sagens kerne var, at Kabuto højst sandsynligt ville ankomme om få minutter, hvis han da var så punktlig, som man hørte han var.

På trods af sin størrelse og i det hele taget sit ret så påfaldende udseende, så havde Kisame ingen problemer med at skjule sig. Han havde placeret adskillige Mizu bunshins til at holde udkig, og alle var fornuftigt sat til værks. De skjulte sig i vandet, i buske, i træer, og selvom det var besværligt at nedtrykke en så enorm mængde chakra, som Kisame havde, så klarede han sig fortrinligt. Nu var man jo ikke Swordsman of the Mist for ingenting.
Tålmodigt og mildt smilende, holdt Kisame øje med sine omgivelser. Han bevægede ikke én eneste muskel, drejede end ikke hovedet, hvis han hørte en pludselig lyd. I dag skulle han få lov til at smage blod.

[Kabuto]

Kisames viden han havde fået af, af guderne måtte vide hvem, havde vist sig at være rigtige. Løbende i et mageligt tempo kom Kabuto til Valley of the End.. Dog stoppede han pludselig op. Ikke fordi han kunne fornemme nogen anden, faktisk var det mere for bare at, ja.. Stå og tænke.. Det ville der være masser af tid til at kunne indhente, bare et par minutter skadede ikke det største?

Med de bebrillede mørke øjne, fulgte hans blik en mindre fugleflok der fløj hen over himmelen. Det var her han var blevet fundet som lille, hvertfald af hvad han havde fået af vide. Hvorfor kunne han ikke huske noget som helst om hvor han oprindeligt kom fra? Det irriterede ham dybt at vide, at han bare var en knægt der lige pludselig var dukket op som et lille barn uden en eneste skramme på sig. Hvorfor havde han været der? Var han blevet efterladt?
Stædigt rystede Medic-ninnen på hovedet i et forsøg på ikke at dvæle for meget i fortiden. Roligt, om end tøvende, satte han i gang i løb igen, imod sit oprindelige mål.

[Kisame]

Et smil bredte sig ud på Kisame's læber, og afslørede nogle af de skarpe tænder, som han kunne være så stolt at prale af. Medical Nin'en havde set ud til at være opmærksom i et kort øjeblik, men det viste sig åbenbart, at han ikke havde fornemmet Kisame alligevel, hvilket jo kun var til fordel for den sidstnævnte.
Han ventede fortsat tålmodigt. Musklerne spændte sig naturligvis, men dette havde intet med iver at gøre - i virkeligheden var det blot en nøje forberedelse til, hvad der skulle til at ske. Der skulle nemlig til at springes, så Akatsuki-medlemmet lå blot på lur, som en kat der skulle til at angribe et intetanende bytte. Eller måske et fuldstændig selvmorderisk ét.

Ti meter... otte meter... seks meter... fire meter...

Kabuto ville pludselig opdage et væld af vand komme imod sig. Det kom ikke ligefrem i en bølge, men nærmere på en fuldstændig slange-agtig vis der sigtede efter brystkassen på ninjaen. Kisame ville man først opdage kort efter, idet han med gruelig fart satte af, som var hans benmuskler lavet af spændte fjedre. Han var ved at bruge Suirou no Jutsu, samtidig med at han bevægede sig, så han havde nok lavet håndtegnene for jutsuen kort inde. Hans mål var tydeligvis ikke at dræbe Kabuto - blot indfange ham.

[Kabuto]

Kabuto havde ikke løbet særligt langt før en pludselig bevægelse fangede hans opmærksomhed. Vand..!? Nåede medic-ninnen at tænke før hans blik opfattede Kisames store blå krop komme springene som en gigantisk fjeder, og det var der.. Fra håndfladerne på kæmpen at vandet kom fra. Kort skar Kabuto tænder og bandede indvendigt. Der var ikke noget at gemme sig bag, intet til at forhindre vandet i at omfavne den unge Medic-nins krop. End ikke at sætte farten yderligere op, hoppe kunne han hvertfald under ingen omstændigheder nå.
Altså tog han sig en god dyb indånding, inden det kolde vand ramte ham og svøbte sig om hans krop. Han gøs let ved berøringen af det kolde vand der langfra havde samme varme temperatur som Kabutos krop havde det efter at have løbet langt og længe.
Trodsigt mødte hans øjne fiskemandens blik som i et tavst spørgsmål; 'Hvad pokker vil du mig!?' Selvom han dog godt kunne have nogle frygtelige anelser.

[Kisame]

Bingo. Et styks Medical Nin, parat til servering.
Kisame var ingen idiot. Han vidste, hvad Kabuto var i stand til, og hans niveau kunne sammenlignes med Hatake Kakashi’s. Den unge Orochimaru-tilhænger var både intelligent og talentfuld, så det var bedst ikke at undervurdere ham. Han havde simpelthen sine måder at komme ud af kniber på, så selvom Kisame bestemt ikke havde noget frygt til overs for ham, så tog han alligevel sine forholdsregler. Nu hvor han havde Kabuto hvor han ville have ham, så havde han naturligvis heller ikke tænkt sig at slippe ham før han rent faktisk druknede.

”Yakushi Kabuto… heheheh…” gnækkede den tidligere Mist nin fornøjeligt.
”Gad vist hvad dit hoved vil give på det sorte marked? Du er trods alt lidt eftersøgt, hvabehar?” En håndflade blev holdt frem mod Kabuto, for at holde vandet på plads. Det var stille og roligt, ganske koldt, men ikke uudholdeligt. Vandet omgav Kabuto som et andet, bizart akvarium, men selvom den gråhårede fyr var talentfuld, så ville han nok ikke kunne finde ud af at holde vejret for evigt. Det var der vel også de færreste der kunne.
Akatsukien sørgede for at blotte sine hvide tænder i et nervepirrende smil.
”Ne, hvordan går det med dig? Tilfreds med at tjene den gamle slange?”Flere gnæk. Han vidste naturligvis, at Kabuto ikke havde nogen som helst mulighed for at svare ham, men det var der heller ikke brug for. Hvad Kisame havde brug for, var at Kabuto mistede sin bevidsthed inden længe.

[Kabuto]

Kabuto var ikke nogen komplet idiot, og derfor tvang han sin krop til ikke at sprælle under vandet, det ville bare være spildt energi.
I stedet koncentrerede han sig om at få sin puls sænket tilstrækkeligt til at det ikke ville skade hans hjerne eller hans hjertes iltoptag, men i stedet så hjertets rytme blev sænket bare en smule.

Han skulede med let sammenknebne øjne ud på den store blå haj-akatsuki og dennes Samehada igennem vandet, selvom den store skikkelse egentligt bare var en næsten utydeligt omrids uden de største detaljer, akkurat lige så sløret som hvis han ikke havde sine briller på (og ikke var fanget under vand.) Ligeledes var lyden også anderledes under vand, selvom det da var mere til at forstå, selvom vandet suste godt i medic-ninnens ører.
Med et blik der syntes at sige; ” Siden hvornår er du gået hen og blevet bounty-jæger..? anstrengte han sig for at holde øje med den forvoksede smølf, mens hans hjerne arbejdede på livet løs efter en mulig måde at komme ud af dette akvarium på.
Det var jo kun et spørgsmål om tid før han ville miste bevidstheden, selvom han nægtede det! Hvem vidste hvad der ville ske med ham hvis han henlod sig til bevidstløsheden? Altså andre end den gnækkende muntre, forvoksede smølf.!