You're about to see...!!!

[Hibiki]

Fuck, hvor var det dog kedeligt.

Rejsen havde for helvede været sjovere end selve målet.

Nu var det jo ikke så ofte, at Tea Country hyrede andet end Konoha nins til at gøre deres åndssvage arbejde for dem, men af én eller anden grund, så var Oto jo blevet valgt denne gang, ikke? Det var ikke en ninjas plads at spørge hvorfor. De skulle bare gøre hvad de blev betalt for, og dette holdt Hibiki's nysgerrighed helt bort. I disse tilfælde var han et middel, ikke et menneske. Han var et våben, og våben skulle ikke stille deres herre spørgsmål, inden de blev presset ind mod varmt, blødende kød.
Opgaven lød sådan: Han og en Jounin kom for at kunne hente et dokument. Derefter ville de tage op til det sydlige Fire Country og aflevere det. Der var fare for angreb, muligvis fra Konoha nins, så Hibiki var taget med for at se om der var lidt action. Det var der bare ikke, så han var uendeligt skuffet. Mens Jouninen snakkede med hvem end der gav dokumentet bort fra sig, så stod Hibiki alene, ventede lidt ude i byen. Der var ikke brug for ham lige nu, så han tog sig en lille pause.

Hold da kæft, hvor var denne by dog møgkedelig. Der skete jo ikke en skid, og folk så direkte dumme ud i ansigtet. Ikke så underligt, siden de var blad-bitches, fuldstændig afhængige af Konoha's hjælp, hvis deres Daimyou manglede toiletpapir.

Han sparkede til en sten, temmelig hårdt, bare for at få fornøjelsen af at se den flyve bort.

[yaibaten]

Yaibaten var lige blevet færdig med sin mission, en super let d-mission, der krævede en ninja der kunne tage en underskrift til en semi-betydningsfuld købmand i tea-country på en meget sikker rute. Han fandt ikke ud af hvad der stod i underskriften, men det var sikkert betydningsløst da han var ene genin om at bringe det ud - noget der generede ham, han kunne ikke se hvorfor han skulle gå igennem en lang uddanelse og timevis af træning hver dag for at være stik-i-rend dreng, d-rank var simpelthen meningsløst. Anyways, nu var han færdig, så han gik lidt rundt i byen, havde købt én risbolle, som han spiste i 5 bider, derefter gik han i retning af der hvor hibiki stod, han opdagede ham fordi han havde et ninja-pandebåndm, ((seriously, findes der ikke et bedre udtryk på dansk >_>?))han var ikke super interreseret i andre ninja byer og genkendte det ikke.... musik byen? tænkte han dumt, men gik lidt tættere på, bare for at kigge se hvad han lavede, han ville alligevel ikke begynde hjemrejsen med det samme

[Hibiki]

Fordi Hibiki ikke havde det store at lave, så var det ikke underligt, at han opdagede Yaibaten ret hurtigt. Hvem var denne fyr så?

De gennemborende, uvenlige øjne fikserede sig på Yaibaten's pande. Ninjaers pander bar sædvanligvis en signatur. Forehead protectoren var ikke kun til til at beskytte panden med, men også til at vise folk hvem man egentlig var, hvilken faktion man tilhørte. Ét eller andet sted, så var det jo som et spil.

Hibiki hævede hagen, arrogant til bristepunktet. Et sandkorn og intet mere. Sunagakure havde måske på et tidspunkt kæmpet side om side med Otogakure, men det var efterhånden nogle år siden.. og desuden havde de gjort det af desperation, ikke loyalitet. De var intet andet end nogle kællinger der suttede den af på hvem der nu var stærkest. Og de mente åbenbart, at Konohagakure var stærkest. De kunne rende sig selv i røven, kunne de.
Fordommene var så stærke i Hibiki, at han allerede havde besluttet sig for, at han ikke kunne lide Yaibaten overhovedet. Han var påtrængende og idiotisk, drev den sikkert af frem for at lave missioner.

"Hvordan fanden er du så havnet her, så langt hjemme fra din sandkasse?" spurgte han skarpt, satte armene over kors og lænede sig opad en tilfældig mur. Hans blik var brændende, og der var ingen tvivl om, at han ønskede Yaibaten's opmærksomhed, ønskede tydeligvis at yppe kiv på den ene eller anden måde.

[yaibaten]

Da Hibiki opdagede ham blev yaibaten lidt overrasket, han havde regnet med at lure på drengen et stykke tid, men måske kunne de få sig en hyggelig samtale?

Men nej, det så ikke ud til det, godtnok havde Yaibaten næppe krigstatus mod denne by, men de var helt sikkert ikke særlig gode venner, kunne Yaibaten se på Hibikis måde at glo på ham på, med den hævede hage, det kunne godt tyde på at han nedstirrede ham? nåvel, han var jo osse bare en lille rolling, (dog tydeligvis på nogenlunde samme alder som ham selv) måske var det bare ham, men han ville ikke lade sig provokere.


den sidste kommentar pissede ham af, da det overbevidste ham om hans tidligere teori, men han ville jo ikke lade sig provokere, han var trodsalt den fornuftige og erfarne, mente han da selv, da han prøvede at spille denne rolle var han ikke særlig overbevisene, da han allerede havde sin hånd på sværdskafter og en stor blodåre dunkende i panden
"jeg er blevet sendt på en meget vigtig mission, men det var let nok for mig, så nu venter jeg bare lidt før jeg tager hjem" sagde han, det var meget tydeligt at høre han tvang sin stemme til at være rolig, men han syntes selv han klarede det fint.

[Hibiki]

Yaibaten kunne ligeså godt have viftet med et blodigt luns kød foran en hungrende gadekøter. Hibiki smilte øjeblikkeligt, i det han så Yaibaten's reaktioner - noget tydede på, at han virkelig havde lyst til at smadre Hibiki, og det behagede ham noget så skrækkeligt. At føle hans hjerterytme stige, at se ham blive fornærmet, se ham kæmpe med ikke at begynde at hamre løs på ham...
Hibiki var dumdristig, det var der ingen tvivl om. Narrøv var han også, men han var til gengæld ret snu, forberedte allerede en kampstrategi, hvis alting skulle nå så vidt. Hvis det da nåede så vidt. Det var aldrig godt for to modstridende faktioner at komme op og toppes, specielt ikke to med så spinkle forhold til hinanden som Suna og Oto.
Måske skulle Hibiki lade være... men hey, hvis det var selvforsvar, så kunne han jo slippe afsted med hvad som helst.

Han fnøs, tydeligvis uimponeret.
"Ja, I ørkenrøve tager også ud på svære missioner temmelig tit." bemærkede han sarkastisk, mens smilet på hans læber blev bredere og bredere, afslørede tænder, mens øjnene hvilede med en sadistisk ro. Han var intet mere end en møgunge lige nu, og han elskede det som bare fanden.

"Hvad gik denne her ud på? Skulle du rense en kattebakke eller sådan noget? Ha, jeg er sgu lidt overrasket over, at nogen overhovedet tilskriver jer missioner, efter jeres små problemer... havde I ikke haft en psykopat til Kage, så havde folk fandme invaderet jer for længst." afsluttede han selvsikkert, mente hvert et ord.

[yaibaten]

Hibiki havde for alvor pisset ham af, det var meget fristende at give ham et omgang bank og dether med at spille rolig var måske alligevel ikke så let. nu skulle han bare lige finde en måde at gøre dether på, han kunne godt regne ud at det ikke ville se godt ud vis han bare ligepludselig begyndte at slå løs på Hibiki pga. nogle fornærmelser, det ville de fleste jo ikke mene var acceptabelt, specielt ikke vis de var en hadet ninjaby der gjorde det.


Yaibaten trak sit sværd roligt fra skeden, og rettede det imod hibiki, hvilket fik folk en smugle væk derfra til at glo en smugle, noglefå samlede sig omkring dem, hvilket ikke var en del af Yaibatens plan, dog heller ikke et stort problem.
"så du kan tydeligvis ikke lide suna-ninjaer og mener vi er svage, men din by er vel ikke engang en stormagt? jeg har ihvertfald aldrig set dit headband." Sagde han, stadig med den falske rolighed og holdt en lille pause i sætningen "men, eh, hvad med at se om en tosse som dig har en chance imod mig, en suna-ninja? se hvem af os der burdte rense kattebakker" hans stemme var nu pludselig meget provokerende og hans ansigt havde et arrogant udtryk. Vis han skulle banke noget fornuft ind i denne dreng, kunne han lige så godt gøre det officielt at drengen var med på kampen, han håbede da idet mindste hibiki søgte et slagsmål, han ville ihvertfald højst sandsynligt få et. faktisk så Yaibaten frem til det, denne enormt kedelige mission havde virkelig manglet noget action, desuden ville det være dejligt at se denne flabede ninja ligge på jorden tudene og tigge om nåde....

[Hibiki]

Hibiki var en provokerende lille møgunge, men man skulle næsten tro, at han kunne tåle sin egen medicin, siden han var så dygtig med at manipulere folk til at blive hidsige. Men det lod til at han snublede i sine egne indvolde nu. Der var virkelig meget, som Yaibaten kunne sige, uden at Hibiki ville blive påvirket af det overhovedet... han kunne fornærme ham på kryds og på tværs, uden at der ville ske noget som helst. Han kunne umuligt ridse Hibiki's lak... medmindre han begyndte at tale skidt om Otogakure. Drengen var patriotisk nok til at føle blodet i sine årer koge, så snart nogen var ignorant eller idiotisk omkring denne landsby, som han nu skattede så højt og ønskede at tjene til han forvandledes til støv.

Man skulle ikke fornærme Otogakure eller dets beboere. Otogakure var helligt. Selv myggene i Otogakure var mere værd end myggene alle andre steder. Og derfor begyndte Hibiki nu selv at blive ophidset, selvom han end ikke havde hævet øjenbrynene af Yaibaten's trussel med sværdet.

"Du er fandme også bare en lille lort, hva?" snerrede han med blottede tænder. Han havde ikke længere armene over kors. De lå nedad hans sider, næverne knyttede til de så småt begyndte at blive hvide i det.

"Måske er der faktisk nogle gakures der ikke viser sin røv til Gud og hver mand. Og måske er Suna bare for flove til at lære deres Genins noget som helst om den landsby der snørrede deres pikke sammen og svang dem rundt et par omgange for nogle år siden!"

Han havde den ene hånd ved sin side nu, hvor mundharmonikaen sad. Umiddelbart så den harmløs ud, men den var virkelig last resort for Hibiki. At bruge den allerede nu tydede på, at han var begyndt at blive godt irriteret.

[yaibaten]

Yaibaten så reaktionen, han var ikke utilfreds, selvom han var lidt fornærmet over hibikis replik, manglede han lidt for meget viden om det til at blive dybt fornærmet. Hibiki var tydeligvis fornærmet, Yaibaten var ikke SÅ dum at han ikke kunne se det, så han besluttede at prøve at give igen på samme vis som før.


den første kommentar manglede en mening og kunne ikke rigtig fornærme yaibaten, han var trodsalt hævet over denne form for meningsløse kommentare, det virkede bare endnu mere somom at Hibiki var sur over han forrige kommentar


den næste kommentar var som sagt ikke noget yaibaten rigtig forstod, han vidste jo ikke meget om hvad der var sket, men Hibiki trashtalkede stadig hans by, om han forstod det eller ej, så han kunne ikke undgå at blive en smugle fornærmet. hans svar var "du er så skide dum, kan du ikke fatte at jeg ikke kender til det, det må jo åbenbart ikke være noget der har rørt os slemt siden JEG ikke engang kender til det. Desuden er det åbenbart år siden, men du bliver alligevel ved med at køre i det, din by var måske noget værd DENGANG men de er sikkert ikke en skid værd længere." Var Yaibatens svar, stadig med et arrogant smil. han havde håbet på at lokke hibiki til at gå i kamp, for det var tydeligvis hibiki der havde fordelen i en duel på fornærmeelse.

[Hibiki]

Kunne man mon...? Ja, kunne man ikke? JO, gu kunne man da så!
Man kunne da få øje på en ganske arrig blodåre der dunkede i panden på Sound Genin'en. Hvis man ikke kendte bedre til den menneskelige anatomi, så ville man roligt kunne antage, at dette rasende, organiske rør kunne springe ud fra huden når som helst det skulle være og sprøjte med den mest ækle, ætsende væske man kunne forestille sig. Hold kæft, hvor var Hibiki dog rasende!

Men den mundharmonika skulle ikke bruges. Ikke endnu. Det var hans mest formidable angreb, så tro mod naturlovene, så skulle han bruge den til allersidst. Der var simpelthen ingen mening i at smide et klimaks i hovedet på Yaibaten lige nu. Han fortjente det ganske enkelt ikke. Men han var ved at gøre sig fortjent til det.

"Grunden til du ikke kender til det..." hvæsede han pludselig, og han ville have rykket tættere på, havde det ikke været for sværdet der pegede mod ham.
"... er enten fordi Suna er flove eller fordi du er dum. Verdens Største Ninja, det bedste Geni i Universet, gjorde det af med TO Kages i løbet af dage... og den ene var jeres Yondaime! Måske er det derfor, at I ikke lærer sådan noget i skolerne. VORES Kage, den glorværdige Orochimaru-sama
(måtte guderne velsigne ham)
ville skræmme pisset ud af bukserne på enhver Genin i den sandkasse! Bare vent, en skønne dag er du nok ikke så modig! Så æd dine ord i dig igen eller jeg fucking banker dig!"

Grænsen var nået. Han beordrede underkastelse. Hvis Yaibaten ikke gik med til det, så ville fysisk vold være absolut nødvendig.

[yaibaten]

Der var det! En direkte voldelig trussel, det var det han havde ventet på! Han kunne blive ved med at knævre og kaste hånd på hibiki, men han var selv træt af denne leg der pissede ham af, nu måtte det ordnes på en simpel og hurtig måde, vold.
"Jeg har hørt om ham, ham der dræbte vores yondaime, tilsyneladende en psykopat, ikke som vores kage, en RIGTIG psykopat, der er fuldstændig skudt i hovedet. Fair nok, det er tydeligt du er en fjende, der fortjener døden, ligesom alle i din by, forbered dig på at blive hukket i to" Denne ikke særlig normale advarsel før en ninja angreb var en dårlig vane Yaibaten havde, men hans stil var alligevel sjældent at snige. han tog med sin frie hånd to shuriken fra en af tre lommer på hans højre bukseben. derefter kastede han en imod hibiki og en imod hans højre side, der hvor mennesket ofte ville bevæge sig hen, vis de overhovedet ville kunne undgå noget så hurtigt som en shuriken.

[Hibiki]

Så han angreb altså, den dumme skid. Nu skulle han fandme også bare se løjer!

Hibiki slog nu over i sin halvt dyriske tilstand, hvor han lod sine sanser få mere frit løb end ellers. Det var næsten som at forlade ét stadie og træde ind i et andet. Han rejste ikke længere børster og knurrede mens han gik i cirkel om sin modstander. Nu var der for alvor kamp og han måtte benytte de spinkle informationer han havde om sin modstander, til at bruge dem til sit eget bedste. Med skarpe, rovdyriske øjne, så analyserede han med en så uhyggelig fokus, at det var til at sammenligne med en jagende ulv.

En shuriken kom imod ham. Så én til.

Frem for at undvige, så sprang han fremad. Den shuriken der blev kylet til højre for ham nåede aldrig at røre ham. Den der blev sendt direkte imod ham fik han lov til at føle.
Hibiki havde valgt at forsvare sig med et angreb. Han sprang skråt til venstre, og vinklen fik shurikenen til at ramme hans højre side. Han mærkede en stærk, skarp hede strejfe sine ribben i et kort øjeblik. Det fik hans tindinger varmet op, fik sendt en klump smerte i solar plexus. Derefter var der kun fornøjelse tilbage.

Ét eller andet sted, så forsøgte Hibiki sikkert at smile, men blandet med kroppens overraskelse over smerten, så blev det kun til en tandet grimasse. Hans højre hånd tog fat i Yaibaten's højre håndled, og den venstre hånd tog hårdt fat i hans overarm. Hårdt og hurtigt, så vred han sin fjendes sværd-arm inden han smed sig selv ned mod jorden. Faldet ville trække Yaibaten med. Lige inden Hibiki ramte jorden, lød der et voldsomt knæk fra Yaibaten's arm.
Bizart nok, så lød det ret meget som en tør gren der knækkede. En musikalsk lyd i Hibiki's ører. Den overdøvede blodet der dryppede fra hans side. Han havde ingen anelse om hvor dybt såret var, men Yaibaten havde været stærk nok til at ridse hans skide ribben.

"Orochimaru-sama er ikke en psykopat." hvæsede han, nægtede at slippe sin modstander, nu hvor han holdt ham så godt fast. Der kom sand i hans sår. Kradsede, sveg.
"Orochimaru-sama er et geni."
Nu begyndte grimassen at ligne et smil.
"Ka' du sige det? Orochimaru-sama er et geni. Så slipper jeg, det lover jeg!" tilføjede han i en legesyg tone, trods situationen.

[yaibaten]

et smerteskrig undslap Yaibaten, han kunne ikke fatte han havde tabt så hurtigt. han slog hovedet i jorden da hibiki tvang ham ned, han prøvede at rive sin arm fri, hvilket resulterede i en grum smerte. han spjettede og hans arm kunne ikke holde stille da hans anden arm distraherede ham, han fik fat i en kunai ved en anden af hans lommer men tabte den da hibi rev lidt til, i shock og kunne ikke længere nå den

"Vis ninjaerne i din by...." Han holdt en pause, prøvede at koncentrere sig og kom med et gisp af smerte.
"Anser psykopatisme som genialt, så kan jeg godt se hvorfor i stadig er en no-name flække" Han holdt endnu en pause for at komme sig lidt
"Og vis du tror at en ninja fra suna knækker under dether, så er du fanme dummere end snot!" Hans ord havde opmuntret ham selv lidt, nu kunne han absolut ikke bukke under for det røvhul.

hvad kunne han gør? Ingen objekter i nærheden han ville være i stand til at manipulere med chakra i hans position.... nej der var intet at gøre, hans eneste mulighed var at vente.

[Hibiki]

Hibiki strammede til om sit greb. Det var ved at blive til et ordentligt politigreb, og han bevægede sig ovenpå Yaibaten så godt som muligt. Det gjorde skide hamrende ondt at bevæge sig med sådan et sår i siden, men han troede ikke, at han kunne forbløde af det. Bare ikke rejse sig for hurtigt, så skulle det nok gå. Men shit, hvor gjorde det bare ondt!

Så snart han havde placeret sin bag på Yaibaten's lænd, så strammede han yderligere til og holdt sit greb fast. Nu hvor han havde overhånd, så nægtede han at vise sin modstander nåde. Den her lille fis skulle få armen knækket helt af, hvis ikke han snart underkastede sig!

"Sig det så!" bjæffede han, og lignede ærlig talt en anden hund med blottede tænder og det hele. Der var et vidunderligt, sadistisk glimt i hans øjne, og det blinkede mere og mere, i takt med at han hørte sener knage protesterende.

"Sig det ellers flår jeg armen af dig!"

[keiran]

"Så er det godt Hibiki!" Keirans stemme rungede gennem deres hoveder som havde han skrevet ind i en microfon, mens de havde forstærkerne i ørene. Hans stemme nåede dem begge, den var hård og tillod ingen form for modsigelse, end ikke den mindste lille smule.
Keiran havde været der i adskillige minutter. Betragtet deres provokerende ord, set hvordan blodet var steget dem til hovedet, men han var blevet stående. Han ville se Hibiki's kampstil igen, men dette var gået for vidt! Hans mission var at holde øje med geninens mission fra en passende afstand for at lære mere om ham inden han skulle beslutte om knægten skulle være hans lærling.

Keiran trådte roligt frem fra mængden. Hans øjne slog gnistre, men ikke blot af Hibiki, men lige så meget af Yaibaten. Han skulle ikke sige så meget som et ord mere om Orochimaru før Keiran flåede hovedet af ham! Selv om Keiran var genjutsu specialist og jounin, som burde kunne kontrollere sine følelser til fulde, så var der absolut INGEN der skulle kritisere Orochimaru-sama!
"Og dig!" Keirans blik ramte øjeblikkeligt Yaibaten som kunne han se direkte ind i møgungens sjæl og endnu længere. "Enten trækker du dine ord tilbage ellers skal jeg personligt flå dit hjerte ud indtil du ville ønske du døde af det!" Disse ord blev øjeblikkeligt understreget af at himlen pludselig skiftede farve. Dette var Keirans genjutsu og han havde kastede dem over dem begge. Brugt sine evner til at ramme dem begge og indhylle dem i en genjutsu, som ville vildlede deres sanser og få dem til at føle alt var som det plejede, indtil han slog til. "Hvis du lærer historien at kende vil du vide hvad der skete, men indtil da bør du ikke udtale så meget som et ord om det!" Keirans ord var ikke bare trusler, han mente virkeligt hvad han sagde og hvis Yaibaten vidste det mindste om styrkeforskelle burde det ligge fast at dette var af en langt større kraft end hvad der var at finde i hans krop på nuværende tidspunkt.
Hans blik ændrede sig hurtigt til Hibiki, for selv efter at have sagt dette så var knægten der ikke færdig. Han havde fremprovokeret kamp, udfordret en fremmed nin til kamp, og så på åben gade i en neutral by. Det var uacceptabelt.
"Hibiki!" Hans ord var hårde som sten. "8 minutter eller en undskyldning!" Hibiki burde udmærket vide hvad Keiran mente med 8 minutter, han havde trodsalt allerede prøvet 4 minutter før. 4 minutter i det iskolde vand hvor ilten ville forlade hans krop så hurtigt at man skulle tro det var løgn. Hvilket det jo også var.

[yaibaten]

Endnu en ninja dukkede op imens hibiki strammede til, i Yaibatens arm. Han var overhovedet ikke som Hibiki, som ganske vist var temmelig stærk, men dether var noget helt andet, han var slet ikke genin niveau, han var ikke engang noget en chunnin ville kunne håndtere og så gennemborede hans ord en.
det løsnede i Yaibatens arm da Keiran talte til Hibiki, han respekterede åbentbart denne person, eller var det noget andet end respekt?


"Enten trækker du dine ord tilbage ellers skal jeg personligt flå dit hjerte ud indtil du ville ønske du døde af det!" kom det fra keiran

Ok, yaibaten var ikke dum nok til at sætte sig op imod ham, han vidste han ville lide og sandsynligvis dø vis han ikke accepterede kravende.... "Okay! Jeg undskylder og trækker mine ord tilbage da jeg talte ilde om denne ninjaleder eller hvad han nu er" sagde yaibaten, det var så absolut ikke med en overbevisende tone han talte med, men han ville ikke hyle om nåde som et lille barn.