Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Dec 5, 2008 18:21:57 GMT 1
Dette var lidt utroligt... tænk at få noget at vide om Konoha fra en person der faktisk har boet der selv... Hibiki fandt dette meget spændende, men han kunne sandelig også fornemme, at det måske ikke var det bedste emne at snakke med Keiran-sensei om. Selvom han påstod, at minderne lå langt væk, så kunne det også godt være, at han havde lagt dem så langt væk med vilje. For at slippe for potentielle dårlige minder. Det vidste Hibiki jo intet om, og selvom han var en nysgerrig møgunge, så havde han respekt for mennesker han kunne lide. Der var forståelse at finde i drengen, så han nikkede blot, uden at sige mere end et "hai sensei!", da han havde modtaget sin ordre.
Ét eller andet sted glædede han sig vel til træningen. Den ville blive hård, sikkert smertefuld, men han foretrak til enhver tid træning frem for vandtortur. Det skulle nok blive godt, for han stolede på Keiran-sensei's dømmekraft.
"Ano.. sensei?" tilføjede han dog forsigtigt.
"Tea Country har før samarbejdet med Konohagakure... er der så chance for, at vi støder på nogle nins? Tror du de kunne finde på at angribe os uden begrundelse? Udover at vi er her, selvfølgelig."
Forunderligt nok blev dette sagt med en nysgerrig tone frem for en bange én.
|
|
|
Post by keiran on Dec 6, 2008 20:26:05 GMT 1
Keiran blik fulgte den nedtrampede sti gennem skoven og endte hvor han ikke længere kunne følge stien da den forsvandt i et sving om bag træerne, for så at forsætte uendeligt længere. Forløbigt ville de følge stien, men den hurtigste vej hjem var dog den lige linie gennem skoven mod Oto Gakure.
"Ilden og te'ens riger er ikke direkte i alliance og for det meste forholder ninjaer fra Konoha sig i ildens rige medmindre de har en opgave i te'ens rige. På den måde vil enhver ninja vi møder være på en opgave og af den grund i forvejen være optaget. At angribe uden varsel på en ukendt fjende uden særlig grund er heller ikke noget der finder sted særlig ofte, men ikke alle ninjaer er ens, så muligheder er der. Netop af den grund bør man altid sove med et ene øje åbent i fjendeland." Sagde Keiran roligt og traskede videre med Hibiki. Knægten var egentlig ret kvik. Ikke mange andre genins ville have overvejet denne mulighed, medmindre de direkte havde hørt det. Det var måske egentlig Hibiki's største styrke - hans hovede -
"Det er også vigtigt at respektere andre ninjaer og ikke anse enhver med fremmed pandebånd som en fjende. Netop dette var en af de mange grunde til den store ninjakrig, og netop det er en af grundene til kløften mellem Konoha og Oto Gakure. Efter angrebet har enhver ninja fra Oto været anset som en koldblodet morder og derfor har det vendt rundt om Oto har ligeså hadet Konoha. Det er dog vigtigt du husker at ninjaerne ikke selv vælger deres mission. De er kun værktøjer." Keiran så kort på Hibiki for at sikre sig han hørte efter. "Hvis en mand huggede sin nabo ned med et sværd, hvis skyld var det så? Manden eller sværdet?"
Spørgmålet var en hentydning til ninjaen og deres kage. Det var deres kage samt den øvrige ledelse der valgte deres missioner og derfor stod som manden, mens sværdet var ninjaerne der skulle fuldføre opgaven.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Dec 11, 2008 21:11:16 GMT 1
Keiran havde muligvis overvurderet Hibiki's hoved. Vist var han ikke åndssvag, men han var indskrænket nok til at få besvær med at forstå hans tankegang. Eksemplet med sværdet hjalp ham grundigt på vej, men så snart han var overladt til egne tanker, gik han lidt i stå. Jo, han forstod dét med sværdet... det havde jo ingen indflydelse på, hvem dets herre valgte at hugge. Men havde shinobi ikke det, i hvert fald til en vis grad? Fuldkomne redskaber kunne mennesker vel aldrig blive... kunne de? Hvad ønskede han egentlig selv? Han var usikker.
Med rynkede bryn, så kløede han sin nakke.
"Keiran-sensei..." begyndte han, men tøvende, fordi han ikke helt vidste hvad han skulle sige. "Påstår du, at krig er forkert?" Spørgende øjne rettedes mod Jouninen. Måske virkede dette spørgsmål absurd, men det var jo fornuftigt nok i Hibiki's ører. Der var mange gruheder ved krig - særligt. hvis man tabte. Det tætteste Hibiki var kommet på krig, havde været Invasionen for tre år siden, og han havde mærket konsekvenserne af at være den tabende part - mens Konoha led store tab, økonomiske såvel som personlige, havde de oppet sig igen på ret ekseptionel vis. Fire Country's succes var ikke til at tvivle på. Havde Otogakure gennemført Invasionen i samarbejde med Sunagakure, havde verden nok set anderledes ud nu. Således kørte Hibiki's logik - så længe en krig var velplanlagt, så var den vel nødvendig for fremskridt, ikke?
|
|
|
Post by keiran on Dec 12, 2008 13:17:39 GMT 1
Keiran gik roligt videre med blikket rettet lige ud. Han ville ikke kunne fokuserer på sine tanker samtidig med at han skulle bedømme Hibiki's udtryk. Spørgmålet ramte dog præcist på det bløde punkt, hvor ribenene skiltes. Var krig forkert? Shinobier blev trænet og udviklet til det ene formål at føre krig for andre. Det var deres livsgrundlag og alt hvad de stod for, men andre kunne jo også blive berørt. Folk som aldrig har haft den mindste indflydelse på på magthaverne. Er det forkert at føre krig mod dem?
Keiran lagt roligt den ene hånd på panden og gnubbede den lidt med fingerspidserne. Det var egentlig et svært spørgsmål Hibiki havde fundet. Særligt når det skulle forklares på hans niveau. "Krig vil altid have mindst en taber, og i nogle tilfælde ingen vinder. Vi shinobier er blevet trænet for at føre krig for andre og derfor ligger det som en naturlig del for os at gøre." Startede Keiran ud for ligesom at ligge et godt underlag for resten af sin lille tale. "Der er dog også folk, som ikke er shinobier. De har aldrig været en del af konflikten, men alligevel bliver de trukket ind og ofte lider de mindste lige så store tab som os shinobier. At ramme dem gennem krig er ikke noget man burde gøre. De er i forvejen for svage til at gøre modstand, men alligevel bruges de ofte som et vigtigt mål." Keiran fornemmede hvordan han var ved at komme ind på et sidespor og tav kort. "Krig kan være mange ting. Den kan være nødvendig for at genvinde balancen. Den kan være grådig efter mere magt og meget mere. Nogle krige er derfor retfærdige nok, mens andre er fuldstændig utilgivelige." Dette var Keirans forsøg på at komme videre til sin konklusion, men følte alligevel at han havde ladet noget være usagt. Kendte han dog Hibiki ret, så skulle spørgsmålet nok dukke op hvis han manglede noget.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Dec 15, 2008 16:46:16 GMT 1
Keiran kom sandelig med nogle ordentlige guldkorn, og hans simple og præcise forklaringer trænge hurtigt igennem til Hibiki. Denne mand havde erfaring, vidste Geninen, så hvad end han fortalte var troværdigt nok. Han havde sikkert haft sin del i en krig eller to, hvorimod Hibiki kun havde hørt historier. Der havde ikke været store konflikter siden Invasionen. Som det var blevet sagt af Orochimaru-sama selv, så var tilværelsen jo lidt som en vindmølle... ærlig talt, så havde Hibiki ikke noget imod, at der var fred og orden omkring ham. Ja, det ville jo være en anelse sindssygt, hvis ikke man ligefrem foretrak, at det hele skulle være på den måde. Men alligevel kunne han ikke lade være med at føle, at han gik og ventede på ét eller andet. Noget der skulle ske, noget der gav ham chancen for at bevise sit værd og beskytte sin landsby. Men Hibiki delte nu Keiran's forståelse for at konflikt for konfliktens skyld, ikke var det rette at gøre. Moral havde han jo stadig, og den blev styrket når den fik lov til at møde en slags ligesindet. Så mord på uskyldige var ikke det rette at gøre... jamen, selvfølgelig ikke. Den slags skulle jo undgås så vidt som muligt. Men kunne man forhindre en krig, blot for at redde uskyldige? Nogle af disse spørgsmål var for svære, det forstod Hibiki godt, og han havde da også tænkt sig at holde bøtte, hvis han fornemmede at Keiran-sensei blev irriteret på ham. Men han havde måske alligevel en god én til ham...
"Så... hvis en ninja mener hans herres ordrer er for voldsomme, bør han så trodse ham? Selvom han bare er et sværd, hvis opgave er at hugge i naboen?" spurgte han af nysgerrighed alene. Han var ikke ude på at lokke Keiran i en fælde med tanketricks (Jouninen ville vinde alligevel).
|
|
|
Post by keiran on Dec 17, 2008 9:26:55 GMT 1
Hibiki havde ramt et punkt, som mange geniner gik rundt og undrede sig over. Spørgsmålet om en ninja skulle have lov til selv at træffe et valg eller om ninjaen blot skulle fuldføre den ordre de fik givet. Svaret var dog allerede bestemt og Keiran vidste såvel som næste alle andre oto jounins at der kun var et svar til dette spørgsmål.
"Sværdets opgave et at hugge, men hvis det ikke kan det, hvad tror du så der sker med det?" Spurgte Keiran og kastede et blik på Hibiki. Knægten var nød til at forstå at en ordre var en ordre og at en shinobi ikke selv kunne vælge hvorledes han eller hun ville fuldføre en opgave. I konoha havde det måske været muligt at modtage en anden opgave, men i Oto ville det blot gøre ondt værre. Ledelsen var hård og uddelte opgaverne passeret på kolde faktaer, så fik man først en opgave, så var der ikke andet at gøre end at fuldføre den med så megen kræft man kunne.
Keiran selv havde aldrig afslået en mission. Enhver mission - ligegyldigt hvor komplet idiotisk den virkede - blev gennemført efter bedste evne, men det betød ikke at han kunne klare den, men modstand gør stærk som man siger, så hvert nederlag blev afløst af hård træning for at gøre hans genjutsu stærkere. Udvikle nye og lukke deres svagheder. Hvis klingen er svag, så slib den.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Dec 18, 2008 18:50:11 GMT 1
Atter talte Keiran-sensei et sprog, som Hibiki kunne forstå. At følge ordrer var et så dybt og tidligt brændemærke i Oto nins, at han forstod beskeden øjeblikkeligt. Visse spørgsmål var vel også farlige at stille, for hvis man havde et sværd der ikke kunne hugge... ".. så bliver sværdet kasseret. Eller forbedret, hvis det kan." svarede han alvorligt, og gav et enkelt nik fra sig for at lade Keiran-sensei vide, at han forstod dette ganske grundigt. Desværre stod det jo også sådan til, at Otogakure ikke havde samme problemer med at modtage opgaver som Konohagakure. Konoha var stort og rigt nok til, at de kunne have råd til at afslå opgaver fra kunder, hvis kundernes krav var for vanvittige. Otogakure havde ikke altid den slags valg - som en mindre by, så måtte de tage hvad de kunne finde, og hvis man skulle være effektiv, så skulle man ikke være kræsen. Otogakure havde efterhånden et ry for, at de kunne klare hvilket som helst job, ligefra at luge haver til at assassinere betydelige familier. Effektivitet. Ingen fingre imellem, ikke noget pussy shit. Men noget undrede nu Geninen alligevel...
"Hvad hvis opgaven går ud på at myrde en masse uskyldige?" spurgte han derefter, denne gang i et mere debatterende humør, frem for et forsigtigt ét. Men han gik da ud fra, at siden Keiran-sensei var så erfaren en ninja, så måtte han jo have stødt på disse problematikker. "Bør man så følge ordren eller være barmhjertig? Hvis vi nu taler om... altså... ligesom.. en flok gravide kvinder? Der sidder i kørestol?"
|
|
|
Post by keiran on Dec 18, 2008 19:34:33 GMT 1
Inden Keiran så meget som overvejede at besvare Hibiki's spørgsmål ville han tilføje noget til knægtens svar. "... Eller også bliver sværdet ændret fuldkomment, så enhver form for svaghed vil være forsvundet. Dog er det kun en shinobi som Orochimaru-sama, som er i stand til at gøre den salgs." Først efter det var sagt gentog Keiran kort spørgsmålet i sit hovede, men svaret var allerede besluttet. Keiran var ikke typen der ville afslå en mission. Missioner var det der holdt byen i live, så hvis missionerne forsvandt ville byen måske også forsvinde. Det var dog ikke den afgørende grund til hans afslag. Den største grund var hans fuldkomne respekt for Orochimaru samme og hans tiltro til at enhver ubegrundet mission vil være forsvundet fra ledelsen.
"Hvis du får sådan en mission så er det vigtigt du fuldfører den uden at sænke niveauet." Keirans stemme var alvorlig og kunne tydeligvis ikke tages til diskution. "Når først du har modtaget din opgave har du ikke længere muligheden for at afslå den uden at ofre dit liv som shinobi." Keiran vendte hovedet mod knægten. Han ville være sikker på han hørte efter på den sidste del. "Ledelsen står for at afgøre hvorvidt en mission er etisk korrekt. Siger de at det skal udføres, så har shinobien intet andet valg end at gøre hvad der bliver sagt."
Blikket blev atter rettet fremad. Inderst inde vidste Keiran dog godt at den slags missioner ikke blev afslået, men givet videre til folk som Nami, der blindt ville følge enhver ordre de skulle få. Folk som Nami... Og Keiran.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Dec 19, 2008 22:25:32 GMT 1
... havde Keiran-sensei lige givet ham grønt lys til, at man måtte dræbe gravide kvinder i kørestol? Hibiki fik næsten lyst til at gnække. Ikke fordi det var vidunderligt morsomt at nedslagte udskyldige, men netop på grund af den sygelige ironi. Ledelsen var bestemt ikke etisk i valget af missioner, så hvis der faktisk VAR en opgave der gik ud på at dræbe kvinder og deres ufødte børn, så var Hibiki sikker på, at den ville blive taget imod, hvorimod Konoha ville afslå. Men trods alting, så havde Keiran-sensei jo ret - der var intet romantisk over at være ninja. Det var et arbejde der indebar drab, og derfor skulle det tages seriøst. Landsbyen kunne ikke bruge en pivskid med masser af moral, for moral havde aldrig givet brød på bordet. Der var også uskyldige at tage sig af i Otogakure. Nogen måtte jo agere sværd, hvordan skulle landsbyens rigdom ellers sikres i denne verden?
Hibiki forstod. Det var vigtigt at være menneske, men menneskelighed og en shinobi's arbejde gik ikke altid hånd i hånd. "Okay, Keiran-sensei. Det fatter jeg godt. Tak skal du have." endte han med at sige, uden at tilføje flere spørgsmål. Han havde ikke flere. Dem han havde fået svar på, gav allerede stof nok til hans eftertanker. Gør hvad du er nødt til at gøre. Ellers må du finde dig en anden profession. Så enkelt var det.
|
|
|
Post by keiran on Dec 21, 2008 23:40:59 GMT 1
Den pludselige tavshed sank sig over de to rejsende mens de forsatte videre fremad, men der gik ikke lang tid før Keiran pludselig stoppede op. "Hvis hovedet hviler må kroppen træne" Sagde han og trak rygsækken godt op så den ikke var i vejen når han skulle løbe. "Siden vi først gør hold om en halv time må træningen foregå i løb."
Uden videre forklaring satte han pludselig i løb og forventede Hibiki øjeblikkeligt ville følge hans eksempel, men holdt alligevel tempoet nede så de hurtigere kunne komme igang. Løb var trodsalt ikke de eneste Hibiki skulle udsættes for efter den scene han lavede i byen, nej Keiran skulle nok få kørt ham træt inden de nåede lejren.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Dec 29, 2008 1:46:30 GMT 1
Dette havde Hibiki nu alligevel ikke regnet med. Fordi hans hoved fik fred og ro til at tænke, så gik han bare og kiggede lidt forud, egentlig uden at fokusere på noget. Han tyggede bare på de ord han havde fået i hovedet, så det kom ham som en overraskelse for Keiran, at han pludselig satte farten op. Som en anden overrasket hund, så hævede Hibiki hovedet og hævede sine øjenbryn. Havde han rent faktisk været en hund, så havde han spidset ørene og hævet halen. Inden han kunne nå at stille ét eneste spørgsmål, så var Keiran allerede flere meter foran, og frem for at sige noget, så fulgte han lydigt efter.
Havde det været en holdkammerat, så kunne han godt finde på at råbe "vent!" - ikke fordi han var langsom, men fordi den slags ord kom automatisk ud af en persons mund når der skete noget uventet. Men Hibiki havde efterhånden lært at kontrollere den slags impulser. Ind med det gode, ud med det dårlige. Det var ikke hans plads at bede en overordnet om at vente på ham, siden det nu heller ikke var nødvendigt. Han indhentede da også Keiran i løbet af ingen tid.
"Sensei, hvilken slags træning har du i tankerne?" spurgte han med samme forsigtige nysgerrighed i sit toneleje, som han havde haft i første omgang.
|
|
|
Post by keiran on Dec 29, 2008 12:03:23 GMT 1
Keiran lod hurtigt hånden glide ned i tasken og trak to kunai's op for kort at vise dem til knægten. Det var alt hvad de skulle bruge til denne træning, men det skulle ikke gøre den mindre effektiv. "Vi skal have tjekket dit temo, acceleration og udholdenhed" Lød Keirans rolige stemme mens han tog et bedre greb om kunai'en. "Din opgave bliver simpelt nok at hente disse kunai's uden at sakke bagud, men vi stopper ikke før den planlagte tid."
Træningen kørte på det høje tempo og ville kræve at Hibiki kunne holde det for ikke at sakke bagud, men havde han overhovedet den udholdenhed der skulle til for at kunne løbe sådan i længere tid. Det var trodsalt en skovsti de løb rundt på og grunden var ikke lige fremkommelig over det hele. Træningen krævede ikke bare en god fysik for at kunne gennemføre, men også en koncentration, for hvis du først skulle til at lede efter kunaien så gik det helt galt.
"Når du kommer tilbage med den ene så vent hos mig 3 sekunder før du løber efter den anden." Sagde Keiran roligt og kastede et blik rundt på omgivelserne. Her var masser af træer, buske og løse blade, hvis først kunaien forsvandt her, så blev den ikke fundet igen. "Lige en sidste ting." Sagde Keiran og lagde blikket på geninen ved sin side. "ikke noget med at miste kunaien" Han sagde ikke mere end det. Ikke nogen trussel om hvad der skulle ske, nej blot advarslen om det ikke måtte ske.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Jan 1, 2009 19:26:07 GMT 1
Lort og kartofler, det lød faktisk som en rigtig udfordring. Ikke fordi Hibiki havde problemer med at løbe og hente ting - det var skam pærelet, men når man pludselig skulle sætte hukommelsen og opmærksomheden på prøve, så blev det straks værre. Det var jo en rigtig svær opgave, hvis man tænket ordentligt over det. Han kendte ikke terrænet, og selv hvis han gjorde, så havde det stadig været svært. At finde en kunai blandt gamle blade og buske, var som at lede efter en nål i en høstak. Han skulle planlægge den rigtige teknik, hvis han skulle gennemføre dette korrekt.
Tidspresset var, hvad der generede ham mest. Han ville sikkert godt kunne klare opgaven, hvis han skulle gøre det hele i sit eget tempo, men sådan var det vel med alle. Nu skulle der arbejdes med stress på... og han måtte for alt i verden ikke miste kunai'en!
Allerede nu, så havde Hibiki blod på tanden. Opgaven var hård, men han ville gøre alt for at tilfredsstille sin sensei.
"Forstået, sensei!" meddelte han, og ventede nu udelukkende på, at Keiran skulle smide med kunai.
|
|
|
Post by keiran on Jan 3, 2009 19:54:11 GMT 1
Med en svirpende lyd skød kunaien pludselig gennem luften. Den skarpe kniv fløj i en line linie indtil den borede sig et par centimeter ind en en kraftig træstamme. Træningen var gået i gang og en anden kunai blev hurtigt trukket, men han ventede med at kaste. Først når Hibiki's fingre lukkede sig om kunaien og førte den ud af træets stamme og når han nærmede sig Keiran igen ville han føre den næste kunai gennem luften. Hibiki skulle derefter nå at indhente ham og levere den første kunai før han fik muligheden for at hente den anden. På denne måde ville der konstant være en kunai at hente og de ville hurtigt komme tættere på deres mål, nemlig Oto Gakure. På denne måde ville den komme frem i dag. I morgen ville en ny metode taget i brug, så der ville blive vekslet mellem hvilke muskler der var i brug.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Jan 12, 2009 14:45:23 GMT 1
Hibiki fulgte de instruktioner, som Keiran tidligere havde givet ham. Ssnart tiden var inde, så styrtede han også efter den kunai der var blevet smidt. Allerede nu, så havde han besluttet sig for ikke at benytte synet som den primære sans - det var næsten en umulig opgave, på grund af alle de forbandede blade og buske, men han havde en fordel, som andre genins på hans alder måske ikke havde... han var Oto nin. Hibiki havde gjort sig noget træning i lokalisering med lyd. Træning havde gjort hans hørelse skarp, næsten som et vildt dyrs, så i stedet for udelukkende at huske hvordan stedet, hvori kunaien fløj, så ud, så gav han sig til at huske hvordan det havde lydt da kunaien havde ramt sit mål. Han kunne udfra dette ikke kun beslutte hvor kunaien havde ramt, men også hvad den havde ramt. Han kunne udelukke blade og buske, da han opdagede den røg ind i et træ. Øjeblikkeligt styrtede han efter den, og han var sgu også lige ved at styrte efter den anden da den var blevet smidt. Men han måtte vente. Han løb så hurtigt som fanden kunne tillade ham det, afleverede kunaien, ventede i de tre sekunder og styrtede tilbage for at hente den anden... hvilket egentlig viste sig at være svært. Selvom hans lydstrategi var god, så var den besværlig, og han havde endnu ikke mestret den fuldt ud. Så med et tungt åndedræt, stod han og kiggede lidt, genspillede scenen af kunai'e der fløj i sit hoved, mens sekunderne gik.... Kuso... Fundet! Han greb fat om kunaien, som var det en slange, og skyndte sig tilbage til Keiran. Han havde været for langsom. Satans også, han måtte sætte tempoet op, hvis dette skulle fungere ordentligt.
|
|