Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Oct 22, 2008 19:26:27 GMT 1
Hibiki slap Yaibaten så snart han kunne komme til det. Aldrig havde han hørt Keiran råbe sådan, så virkningen var skræmmende og øjeblikkelig. Han sprang nærmest af sin fjende, og ærgrede sig ikke engang over at gøre det. Det eneste der var i hans hoved var to ord: Oh shit. Og disse to ord måtte adlyes til enhver pris. Hibiki stirrede chokeret på Jouninen, men der var faktisk endnu en væsentlig grund til det: Keiran havde endnu engang taget ham med bukserne nede. Hvordan fanden var det lige sket? Keiran må have holdt øje med ham - det var den eneste rationelle forklaring. Det gav ham kun en mild fornøjelse da Keiran også skældte ud på Yaibatren. En fornøjelse der blev overskygget fuldstændigt af truslen om otte minutters tortur. Keiran behøvede end ikke uddybe - Hibiki huskede tydeligt hvad der skete sidst, og han havde ingen lyst til at genopleve det. Han kunne ikke klare hele otte minutter, simpelthen ikke! Derfor bøjede han sig hurtigt ned foran sin overordnede og gjorde hvad der blev sagt.
"Undskyld, Keiran-sensei, undskyld!" bjæffede han desperat, inden han vendte sig mod Yaibaten og bukkede sig for ham. Han glemte i dette øjeblik alt om ære - han kunne ikke døje tanken om otte minutter, og desuden havde han ikke lyst til at trodse en Jounin's ordrer. "Undskyld." sagde han med bøjet hoved og lukkede øjne, ignorerede egentlig alt hvad der kom ud af Yaibaten's mund.
|
|
|
Post by keiran on Oct 22, 2008 21:18:15 GMT 1
Keiran blik løsnede ikke den mindste smule, de gjorde hvad han bedte dem om, men de gjorde det også kun fordi han bad dem om det. Sådan var det, men hvis han så det igen ville han ikke give dem chancen for tilgivelse. Han nikkede dog tilfreds over deres undskyldninger og med en rolig håndbevægelse så han ud til at kalde Hibiki nærmere. Hans blik hang dog på Yaibaten. En Suna-nin, åbenlyst genin, der havde taget kampen op mod Hibiki. "Hører jeg dig så meget som hviske ondt om Orochimaru-sama, så giver jeg dig ikke en ny chance" Sagde Keiran kort og hårdt mens hans blik gled over på Hibiki. "Dig tager jeg med tilbage, jeg vil høre præcis hvad der skete, men jeg vil ikke opleve det igen!" Keirans blik blev stift og gennemtrængende "Forstået!" Ordet var ikke et spørgsmål, nej det var ikke engang en kommando eller en ordre. Det var et krav!
De omkringstående havde trukket sig tilbage i det øjeblik jouninen var trådt frem, deres ansigter var forvranget, som smerte og frygt der var blendet sammen i en grovhakker inden det var smidt i hovederne på dem med en hullet spade. Flere af dem løbet deres vej, andre for skræmte til at røre sig mens de sidste lå på jorden. Alt sammen så så virkeligt ud at man næsten kunne fornemme frygten strømme ud af de svaglige kroppe. Keiran ignorerede dem dog fuldstændigt, lod ikke så meget som en tanke falde på dem. De var en naturlig del der var kommet frem sammen med formørkningen af himlen. Ikke noget han selv havde taget sig af, men blot en naturlig vrangforestilling der opstod af sig selv.
|
|
|
Post by yaibaten on Oct 27, 2008 16:59:16 GMT 1
selvom han ikke havde vundet, sendte han et håndligt blik mod hibiki, somom han havde stukket halen mellem benene og flygtet fra hans overmand. han rejste sig op, samlede de nærmest liggende våben op og kiggede endnu engang på de to fremmede mennesker
"jeg skal nok lade være med at sige noget ondt om jeres elskede psy, ehm Orochimaru. Jeg kender ham alligevel ikke" han holdt en lille pause... "men vis du værdsætter din kohai, eller hvad end han er fordig, så sørg for at han ikke støder på mig igen" han holdte en kort pause. "keiran og hibiki, eh? næste gang vi mødes vil det være jer der forlader mig med adskillige brækkede knogler. En person som mig er ikke skabt til at være på jeres niveau, sayonara" hvorefter han kastede en røgbombe og væk var han ((dramatisk flugt ftwI))
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Nov 1, 2008 19:09:38 GMT 1
"Forstået, Keiran-sensei!"
Kæft, hvor var han ude og skide nu. Som enhver anden unge der var blevet opdaget med fingrene i kagekrukken, så spurgte han sig selv en halv snes gange, hvorfor han egentlig havde gjort dette. Det ville Keiran-sensei sikkert også spørge ham om, og han ville slet ikke have noget ordentligt svar parat til ham. Han vidste jo ikke rigtigt, hvorfor han havde valgt at handle som han gjorde. Fordi var var sjovt? Fordi han skulle vise sig? Hvad var det? Sikkert en blanding af alle de ting. Det var vel fordi han var dum og aggressiv... ét eller andet sted, så var han vel også klar over, at han skulle se at få styr på sin trang til at dominere alt og alle. Det var nogle gange svært at være som man var. På den ene side, så var Hibiki meget ivrig efter at behage og følge ordrer så nøje som muligt, men på den anden side, så syntes han bestemt også det var skægt, at være den der gav ordrerne. Seriøst, den lille Suna unge havde da selv bedt om det. Han så jo så åndssvag og uvidende ud... hvilket han også viste sig at være! Helt ærligt!
Hibiki skulede efter sin nye rival, men sørgede for at holde sin kæft denne gang. Han ville ikke have mere ballade, så han kom blot med et simpelt "tch..", inden han vendte blikket bort igen. Han ikke så meget som blinkede, da Yaibaten valgte at bruge en røgbombe til sin overdramatiserede exit. Da han var borte, så vendte Oto geninen blikket nedad, for at vise lydighed og respekt overfor sin rasende sensei. Selvom han var ret stolt og imponeret over, at Keiran-sensei havde taget Orochimaru-sama i forsvar, så besluttede han sig for ikke at kommentere det. Han udtrykkede alene disse følelser med et meget diskret lille smil.
|
|
|
Post by keiran on Nov 2, 2008 12:11:27 GMT 1
Et kort smil fremtrådte på Keirans læber. Dog ikke et venligt eller hjælpsomt smil, nej det var nærmere et hånligt og overlegent smil. Hvis den knægt nogensinde ville overgå ham, så skulle han nok æde sine egne sokker mens han løb rundt gennem hele Oto Gakure og legede en kylling.
Et et var det som om mørket trak sig tilbage, menneskerne fandt tilbage i deres dagligdags rytme og lod ikke til at have bemærket hvad der var sket. Selvfølgelig var der stadig et par stykker der gloede dumt på de to tilbage værende ninjaer og forstod ikke rigtig hvad de snakkede om. Keirans ord var aldrig nået ud af genjutsuen, men Hibiki's og Yaibatens var. Keiran stod nu blot ved siden af Hibiki med et hårdt ansigt, som dog ikke var så rasende som før. I modsætning til Nami kunne han nemlig ikke altid gå rundt i en tåge af raseri.
"Hibiki kom!" lød hans stemme, der endnu bar præg af vreden. "Du kan fortælle det på vej tilbage" Keiran vendte roligt rundt og begyndte at gå. Nu var det op til Hibiki at følge efter. Keiran havde dog ikke tænkt sig at lade dette gå ustraffet hen, men han havde heller ikke tænkt sig at udnytte sin genjutsu igen. Nej han havde tænkt sig at straffe ham gennem træningen! Smadre ham igennem den ene lektion efter den anden indtil hverken hans krop eller sind kan klare mere, og derefter give ham en lektion om ikke at give op for så at starte helt forfra.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Nov 7, 2008 6:00:45 GMT 1
Endnu et lydigt "Hai, sensei!" fløj ud af hans mund. Det var måske lidt imponerende. Nok kom svaret hurtig og automatisk, men det var samtidig bevidst og fuld af loyalitet. Fordi Keiran-sensei havde truet ham, så kunne han ikke undgå med at forvente, at han alligevel fik straf i form af genjutsu. Ikke fordi han glædede sig til sådan nogle pinsler. Tværtimod. Han ville foretrække fysisk afstraffelse til enhver tid, for dér havde han i det mindste én eller anden form for chance. Han var slet ikke god til at bryde ud af genjutsu, og med Keiran-sensei's niveau, så kunne han forestille sig, at selv de dygtige ville have svære problemer med det. Hibiki ville skide på, hvad Nami sagde - Keiran-sensei var stærk og skulle ikke undervurderes. Havde han været alt andet, så ville Hibiki ikke følge ham så loyalt som nu.
Så ja, han fulgte med. Han var naturligvis bange for, hvad der skulle ske med ham, men det overskyggede ingenting. Der var jo ikke andet at gøre end at affinde sig med sin skæbne, for den ville sikkert blive endnu grummere, hvis han begyndte at stritte imod og opføre sig åndssvagt. Drengen gik med et sænket hoved. Han havde bragt skam over landsbyen, kunne han forstå. Der var ingen værre ting i verden. Åh, hvorfor skulle han dog også være sådan en idiot?! Bare fordi han skulle blære sig! Det var noget rigtigt lort altsammen.
"Undskyld, Keiran-sensei..." sagde han igen, denne gang mere dæmpet, mindre panisk, langt mere undskyldende. "Jeg provokerede ham fyren med vilje... og... og jeg blev vist grebet af stemningen. Det var rigtig dumt af mig, det ved jeg godt. Shit, der er ingen chance for en krig, er der? Er der, Keiran-sensei?"
|
|
|
Post by keiran on Nov 9, 2008 22:28:25 GMT 1
Keiran bevægede sig roligt hen af vejen med sin unge kohai ved siden af sig. Hans blod var begyndt at bevæge sig langsommere gennem årene, med hjertet bankede stadig hurtigere end forventet. Knægten havde haft succes med at ophidse ham, men som den manipulator han er havde han atter kontrol over sine følelser og med koldt vand i blodet hørte han sin kohai's forklaring.
"Hvis du vil ophidse din modstander til et angreb, så er det vigtigt at du lærer at holde dit eget hoved koldt, så du kan se angrebet komme og derved kontrollere udfaldet af kampen. Hvis du selv bliver ophidset vil du ikke se angrebet, men fare imod det. Præcis som du gjorde." Keiran pegede kort på såret i siden. "Når du ikke kender modstanderens våben og teknik ved du ikke hvorvidt deres våben er forgiftede. Heldigvis var det en forholdsvis ny genin, men ellers bør du huske at Suna Gakure er kendt for deres utal af gifte, som selv vores bedste med-nins kan have store problemer med at fjerne."
Keiran trak hånden tilbage og havde indtil videre undgået at besvare spørgsmålet om krig da han stadig overvejede situationen. Oto Gakure var trodsalt i en meget presset situation på det punkt, og det var før set at en bagatel havde uløst en gigantisk katastrofe. "Du bør nok ikke frygte at en krig vil udbryde. Geninen vi mødte lader til at have høje tanker om sig selv, så at indrømme han blev overvundet på første angreb og måtte flygte med en skadet arm, det må være noget han holder tæt ind til kroppen." Lød Keirans roligt stemme, men man kunne høre han forsat overvejede mulighederne. "Suna har dog ikke den bedste fortid med Oto Gakure, men Oto Gakure er skjult for de andre byer, så et angreb vil være utænkeligt og en krig endnu mindre sandsynligt." Keiran havde snakket sig varm og tunget forsatte nu automatisk sin gang i takt med føddernes klap på den hårde vej. "Men et angreb på en genin er heller ikke den største katastrofe og de fleste byer lader små kampe falde ubemærket hen. Det er trodsalt en del af livet som 'Ninja'."
Byen begyndte at ophøre omkring dem og Keiran kastede et kort blik rundt. Der så ikke ud til at være nogen i nærheden ud over en dreng der var fulgt efter dem. Måske han var nysgerrig efter at se hvad en rigtig ninja var. "Jeg har ikke tænkt mig at straffe dig denne gang" Lød Keirans rolige stemme, men det var tydeligt at han alligevel ikke slap ustraffet hen. "Vi skal til gengæld træne din selvkontrol og evne til at kontrollere din frygt." Der var en kort pause mens Keiran overvejede resten af hvad der skulle ske. "Og så skal jeg havde lært dine grænser at kende, men det bliver først når vi passere grænsen. Resten gør vi når vi gør hold hen mod aftenen."
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Nov 13, 2008 17:25:13 GMT 1
Så fik han vist alligevel ikke ørene i maskinen denne gang. I hvert fald ikke så voldsomt, som han kunne have forestillet sig. Træning og kontrol var en passende ”afstraffelse” sammenlignet med et genjutsu helvede. Hvor Hibiki dog hadede det. Hjælpeløsheden forekom ham så idiotisk. Naturligvis stod det jo sådan til, at man i ninja-kampe ikke bare kunne frasige sig deltagelse når man fik nok, men genjutsu-brugere kunne berøve deres modstander både evner og værdighed så skræmmende hurtigt, at Hibiki ville vide, hvordan han skulle værge sig mod dem. Selv man faktisk blev dygtig nok til at kæmpe uden at se dem i øjnene, så havde han hørt rygter om, at Uchiha’erne for eksempel havde helt alternative metoder at fange folk i genjutsuer på… Måske burde han spørge Keiran-sensei om han på én eller anden måde kunne træne hans styrke mod genjutsu-brugere, selvom han kunne forestille sig, at tålmodighed i stramme situationer krævede mere koncentration end han rådede over. Men træning gjaldt vel også om at kunne presse grænser.
Mens han tænkte over disse sager, mærkede han en pludselig smerte i siden der fik ham til at standse sin gang. Han sænkede sig smerteligt ned på et enkelt knæ, for så at presse hånden mod det sår Suna ninjaen havde påført ham. ”Kuso…” mumlede drengen med sammenbidte tænder. Typisk, lige som Keiran-sensei skulle nævne det! I kampens hede adrenalinrus var det lettere at ignorere smerte, fordi der var så meget andet at tænke på. Det stod altid værre til efter kampen. Det stak og brændte. Hibiki stak en finger i såret for at undersøge dybden, og han bed tænderne yderligere sammen idet han gjorde det. Det lod ikke til at være dødeligt. Ingen vitale organer var ramt, så det var vel kun et godt, gammeldags kødsår. Men blodtab måtte han alligevel passe på. ”Keiran-sensei, har du nogen bandager på dig?” spurgte han halvt bekymret, men var på ingen måde ængstelig længere. Han havde valgt at være alvorlig i denne stund, særligt fordi der ikke var ret meget andet at gøre end at klynke. Han var ingen pivskid, så han ville ikke give det mindste udtryk for det, når han var vokset op med den opfattelse, at de svage blev dræbt.
|
|
|
Post by keiran on Nov 13, 2008 18:49:12 GMT 1
Keiran nåede at tage et par skridt inden han bemærkede at Hibiki var stoppet op. Han var virkelig opslugt i sine egne tanker om hvad han skulle fyre den unge kohai gennem. Måske en blanding af illusion og kampkunst? Eller blot en kamp som de startede det hele ud med? Egentlig havde Keiran ikke de store muligheder for at køre knægten gennem den fysisk hårde træning, men det betød blot at han var nød til at kombinere den med noget mere konstruktivt, som ville gøre det muligt for knægten at udnytte sit fulde potentiale.
At hans kohai nu sad der på jorden efter sin kamp gjorde ikke den store forskel på hvad han havde tænkt sig. Han havde trodsalt også været en smule omtåget første gang. En hvid rulle blev hurtigt fisket frem fra en af de mange små lommer og Keiran tog et par skridt nærmere. "Løft op i trøjen." Hans stemme var rolig og blikket vurdere såret. Det skulle nok vaskes først. Han tvivlede ærlig talt på at Suna knægten holdt sine våben rene. Selv hvis de havde været skinnede, så gjorde det ikke den store forskel. Det var trodsalt en fingerregl at holde såret rent.
Han satte sig på hug ved Hibiki's side og fandt en flaske vand frem og hev hurtigt proppen af. "Hvor meget ved du om en med-nins arbejde?" Spurgte Keiran roligt. Han kunne vel lige så godt give en kort lektion i medic nins arbejde og vigtigheden i det mens han tog sig af såret. Selv om knægten måske havde hørt det før, så skadede det sjældent med en lille reminder.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Nov 16, 2008 0:31:44 GMT 1
Hibiki gjorde, som der blev sagt. Han forholdt sig rolig og hævede op i trøjen, som han var blevet bedt om, men blev alligevel nødt til at rynke på næsen, da han betragtede sit eget sår. Det syntes nu at svie værre end nogensinde. Han havde ikke noget imod at se blod, men det var nu alligevel noget særligt når det var ens eget. Han følte, at det gjorde mere ondt, nu hvor han selv havde udsyn til det. Ikke så slemt, at han ikke kunne kontrollere sig selv, men stadig ubehageligt.
Keiran-sensei's spørgsmål fik hans ansigt til at slappe af i undren. Et kort øjeblik gik med, at han skulle tænke sig om for at finde ud af, hvad Keiran-sensei havde ment, hvorefter han trak lidt på skuldrene. "Ikke så meget, tror jeg... vi lærte sådan lidt førstehjælp i Akademiet... og! Jeg ved hvordan man sætter nogle ting på plads, hvis de er gået af led!" tilføjede han smilende, egentlig ret stolt af sig selv, da han havde hørt, at det skulle være en besværlig procedure. Han havde naturligvis aldrig prøvet at sætte noget på plads, men... han vidste hvordan det skulle gøres. Det havde hans onkel fortalt ham. Hans onkel fortalte ham engang imellem nogle vilde ting. Såsom faren ved at sætte en kæbe på plads, hvis den var gået af led. Hvis ikke man var forsigtig, så kunne man miste en finger i processen, fordi kæben smækkede sig så hurtigt sammen, så snart den var faldet til igen.
Man skulle næsten tro, at Hibiki betragtede de medicinske nins som pussies, men sådan stod det imidlertid ikke til. Man måtte ej forglemme, at Kabuto-sama var en medical nin, så dem havde Hibiki stor respekt for. De lærte ikke blot at helbrede folk, men også hvordan man skulle udnytte en fjendes krop i kamp. Det var ikke kun Hyuuga'er der kendte til trykpunkter! Og Hibiki havde endda hørt rygter om, at Kabuto-sama var i stand til at vække de døde til live igen, selvom det kun var i kort tid.
"Du tror vel ikke, at Suna nin'en forgiftede mig, gør du, Keiran-sensei?" tilføjede Hibiki med et nervøst lille fnis, der afspejlede hans usikkerhed i et øjeblik. Gifte var på linje med genjutsuer, hvad angik ting Hibiki ikke kunne tåle i kamp. Det var ting der ikke kunne bankes, så han kunne ikke lide at konfrontere dem.
|
|
|
Post by keiran on Nov 19, 2008 22:08:46 GMT 1
"Så tror jeg godt du kan klare en lille opfrisker" Sagde Keiran roligt og hældte roligt lidt vand ud på såret direkte fra flasken. "Er vigtigt altid at få renset såret ordenligt inden du lukker det inde. Dette er for at forhindre betændelse, som kan give svære lidelser." Han fandt hurtigt en lille klud frem, fugtede den hurtigt og begyndte at dybbe den i hans sår, lidt hårdere for hver gang han rørte ved såret. "Havde selvfølgelig været bedre med noget sprit, men vand fra feltrationen kan også klare det værste. Sørg dog for at få de undersøgt når du kommer tilbage."
Hurtigt blev vand og klud lagt på jorden ved siden af dem og bandagen blev hurtigt strakt ud. "Tror dog ikke at den genin havde gift for så havde vi allerede set effekten. Giften skal helst slå ind og svække fjenden med det samme så du undgår selv at få yderligere skader." Med et par rolige hænder lagde Keiran bandagen rundt om sin kohai mens han stramte det godt til. "Men efter såret er renset og sikret urenheder kan man forbindede det med en stram forbinding for at sikre det ikke går op." Lød Keirans rolige stemme inden han stramte det helt til og bandt fast. Han gav kort såret et klap for at se om det var tæt nok, men rejste sig dog roligt op og strakte ryggen ud.
Egentlig var det en ret imponerende kamp han havde overværet. Han havde ikke forventet at se Hibiki bruge nogen særlig tekniske angreb, men derimod forventet en direkte knytnæve til at slå sin modstander ud. Dette måtte dog siges at være en positiv overraskelse for den unge jounin.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Nov 24, 2008 19:47:29 GMT 1
Hibiki lyttede nøje efter. Jo, det var godt nok basale teknikker, som Keiran-sensei fortalte ham, men intet var vigtigere at få genopfrisket! Trods alt var det altid de grundlæggende teknikker, der lagde op til så meget andet der var mere kompliceret. Vist var Hibiki glad for sine teknikker, men hvad ville han dog gøre uden sin Kawarimi no Jutsu?
Selvom Keiran-sensei havde forsikret ham om, at der absolut ikke var blevet benyttet gift i dette angreb, så kunne Hibiki alligevel ikke lade være med at føle ubehag ved tanken. Ja, det kriblede endda ubehageligt gennem hans ribben. Tænk at blive forgiftet! Fandtes der en mere ynkelig død? Derfor var det altid godt at have en Medical Nin på holdet. Drengen kom med et skævt smil, idet hans sensei klappede på hans sår. "Tak, Keiran-sensei!" sagde han højtideligt, og gjorde lidt honnør, forsøgte trods alt at bringe lidt lys over situationen. Derefter rejste han sig igen, men gjorde ikke mine for at tage de første skridt fremad. Det var trods alt ham der havde fået skældud, så han måtte holde bare lidt lav profil.
"Keiran-sensei, du ved så meget." bemærkede han dog alligevel nysgerrigt. "Du må have kæmpet mange kampe. Hvordan voksede du egentlig op?"
|
|
|
Post by keiran on Nov 26, 2008 19:56:35 GMT 1
"Keiran-sensei, du ved så meget."
Blikket gled kort henover geninen, prøvede han at smigre sig til en mildere straf? Nej det lod ikke til at være det.
"Du må have kæmpet mange kampe. Hvordan voksede du egentlig op?"
Spørgsmålet kom pludselig og uden varsel. Man kunne tydeligt se hvordan Keirans øjenbryn fløj til vejrs, som den altid gjorde når han blev overrasket. Han svarede dog ikke, men vendte sig rundt og begyndte at gå videre. Med hånden vinkede han roligt Hibiki nærmere så han kunne høre efter. "Jeg er hvad de fleste vil kalde... en bladlus" (og vi takker Hibiki for at lære mig udtrykket XD) Sagde Keiran og så hen af vejen uden så meget som at blinke. Han var helt rolig. "Men Orochimaru fandt mig og bragte mig til Oto Gakure, hvor jeg har levet det meste af mit liv."
Keiran drejede roligt hovedet og betragtede sin kohai et øjeblik. "Men hvad er det præcis du vil vide?" Normalt ville Keiran blot fortælle løs, men dette var noget helt andet. Dette var noget omkring ham selv som person. Det var ikke ligefrem noget han ønskede skulle slippe ud til alle og enhver. Det var dog almindelig kendt at han stammede fra Konoha, det var en fakta han ikke havde været i stand til at skjule, men de færeste vidste mere om hans opvækst end det.
|
|
Hibiki
Genin.
Orochimaru's White Enforcer
Posts: 995
|
Post by Hibiki on Nov 29, 2008 2:59:13 GMT 1
Hibiki blinkede overrasket. Han havde ikke haft nogen som helst forestilling om, at Keiran-sensei engang har været bladlus. Der var intet der kunne forberede ham på overraskelsen, så han blev naturligvis tavs i nogle øjeblikke. Men nu var det vigtigt at understrege, at Keiran-sensei engang har været det. Det var ikke ensbetydende med, at han stadig var det, så meget var Hibiki da klar over. Han var ikke meget for at bedømme folk for deres fortid. Det var der ingen logik i. Hibiki gik ind for fremskridt og forbedring, og siden han var fuld ud klar over, hvilken by Orochimaru-sama stammede fra, så var det ham intet problem, at der eksisterede tidligere Konoha-nins i Otogakure. De var trods alt en stor gruppe. Dem kunne han ikke have noget imod. Det var deres forbedring og styrke der gjorde dem til Oto-nins - ikke fødselsret. Hvis en nutidig Konoha-nin kunne rejse sig fra det støv han kravlede i, og rent faktisk gjorde sig fortjent til at tjene Otogakure af hele sit hjerte, så ville Hibiki beskytte ham som en broder.
Så det overraskede udtryk blev ikke erstattet med foragt. Tværtimod. Det blev erstattet med endnu stærkere nysgerrighed end før.
"Hvordan var det egentlig i Konoha?" spurgte han, med barnlig entusiasme, men voksen forsigtighed.
|
|
|
Post by keiran on Nov 30, 2008 2:01:48 GMT 1
"Konoha har både sine gode og sine mørke sider, ligesom alle andre steder" Sagde Keiran og lod blikket glide op på himlen som de gik. "Den minder dog meget om Oto ud over at ninjaerne spiller en større rolle i at alle har det godt i byen. Det giver dog problemer med at ninjaerne bliver for sarte, men husk dette ikke gælder alle." Det sidste blev hurtigt tilføjet da han ikke ønskede at Hibiki tog let på en ninja blot fordi de var fra Konoha. Der var trodsalt mange stærke ninjaer derfra.
"Men er mange år siden jeg forlod det, så minderne lægger ret langt væk." Sagde Keiran roligt uden at se på Hibiki. Blikket hang roligt på himlen, som så småt havde antaget en mørkere farve, det var ved at blive sent, men de kunne sagtens gå et stykke længere uden at slå lejr. Vejret var trodsalt godt og der var ingen regn i sigte.
"Vi gør hold om en time og bruger derefter en time på din træning inden vi slår lejr. Derefter forløber natten med konsekvenserne af dine handlinger." Keirans stemme var sunket et par toner og blikket faldt ned i en mere vandret linie ud for kroppen. Han ville lige slå fast hvordan det kom til at forløbe under resten af turen. Hibiki kunne jo lige så godt forberede sig med det samme.
|
|